Hej alle.
Som I måske nok har fundet ud af har KFOR hold 19 taget over i Kosovo, og de sidste dele af KFOR 18 (inkl. mig selv) returnerede i søndags.
Det er utrolig dejligt at være tilbage i Danmark. Vejret er underordnet, og selv om det regner er det perfekt, bare vi slipper for temperaturer over 40 grader.
De sidste dage dernede var en smule lange, men da hele den nye 1. deling ankom begyndte det at gå stærkt. Vi fik overdraget alle vores ting, og var faktisk ikke operative mere fra den 11. august, dvs. dagen efter de nye ankom. Så var vores magasiner afladt, mange stumper overdraget og vores geværer pakket ned. Vi hyggede os meget, og alle folk var helt oppe i det røde felt på humørskalaen. Vi fik overdraget en masse erfaring med de nye, og onsdag den 13 rejste den gamle 1. deling hjem. Det var dog en smule hårdt, da jeg skulle blive dernede med 3 andre. Jeg fik lige sagt hurtigt farvel og så kørte jeg på patrulje med den nye gruppe. Men jeg lærte dem nogle af de erfaringer vi har fået dernede, og hvordan de gør tingene. De gjorde de samme ting som vi havde gjort, og når jeg så tog hjem kunne de begynde at justerer lidt efter hvad de fandt smartest.
Overdragelsen gik fint, og jeg fik overdraget alle de gamle kontakter til de nye og de fik set området og vejene. De sidste dage blev der også tid til at nyde 2 øl på terrassen hver aften, og efter den 15. var vi kun en meget lille samling fra hold 18 tilbage. Men vi hyggede os helt vildt, og det var bestemt ikke kedeligt. Men søndag var længe ventet, og det var utrolig dejligt at komme hjem og se familie og venner igen.
Tirsdag aften vendte jeg tilbage til kasernen i Holstebro, hvor vi går i disse dage. Vi har været til en masse foredrag, og fået afleveret nogle ting. Der har også været plads til byture, og vi startede allerede tirsdag aften, onsdag og igen i aften. Dog sad jeg over i går aftes da jeg stadig havde en del tømmermænd. Men i aften er det vores store kompagnifest, hvor alt på forhånd er betalt. Militærpolitiet er allerede ankommet talstærkt til byen, og der holder 3-4 minibusser nede i byen foran det lokale hotel. Så nyheden om vores fest er nok allerede sluppet ud. Alle er opsatte på at festen i aften skal være noget helt specielt, da det nok er sidste gang i lang tid hvor vi alle er samlet. Så der er tømmermænds garanti til vores parade i morgen...
I går fik jeg besked om at jeg har fået tildelt en 60 kvm stor lejlighed i Nyboder tæt ved Østerport i København, som jeg kan flytte ind i pr. 1 sept. Hvilket jeg er utrolig glad for, og glæder mig meget til. Så slipper jeg for at bo på stue med andre, som jeg har gjort de sidste 2 år, men nu har mit eget i den tid jeg skal være ved Livgarden. Optagelsesprøven til sergentskolen er i uge 43, og lidt efter jeg er startet ved Livgarden hvilket jeg gør den 1. okt efter en god lang ferie.
Jeg vil gerne sige tak til dem som har fulgt med, og har gidet at læse på min blog. Jeg er blevet overrasket over hvor mange der faktisk har fulgt med på den. Hvilket har været mange flere end bare mine forældre, mormor og Lones svigerfar Kaj :)
Det var alt for denne omgang, og da jeg nu er hjemme igen vil jeg ikke fortsætte denne blog.
// Anders Kjærsgaard - out!
torsdag, august 21
fredag, august 8
9 dage tilbage
Fredag den 08/08
Dobar dan alle!
Så er det igen tid til en opdatering fra Kosovo.
Jeg sidder lige nu på min FAB og har det meget meget varmt. Temperaturen derude sniger sig vel op på de 40 grader, hvilket nok har været medvirkende til at vores generatorer som forsyner lejren med strøm, er stået af. Vi er blevet bedt om at pille alt unødigt ud af stikkontakterne i håb om at de kan få gang i nogle af generatorerne igen. Men det er primært hos de heldige stabsfolk som har aircondition som dette henvender sig til. Jeg har dog lige pillet stikket ud af vores ventilator og TV i håb om at kunne være med til at gøre en forskel. Jeg venter nu bare på at strømmen atter vil komme, så jeg kan få gang i vores ventilator som er vores eneste kilde til en smule cirkulation af en kølig brise gennem rummet. Ulempen ved at vores lejr er 100% selvforsynende med alt er, at vi er så afhængige af strøm. Uden denne er der intet der virker, der er heller ingen vand i vandhaner, toiletter eller brusere – så alt står på standby.
Siden sidst jeg skrev, er vi kommer hjem fra Jelling. Dette gjorde vi mandag morgen hvor 2. deling afløste os for at tage deres sidste tørn derude. Det skal dog nævnes at lørdag eller søndag i den uge vi var i Jelling lykkedes det os endeligt at komme på vores helikopter tur. Vi fløj gruppevis, og fik en tur over det meste af vores område. Det var en rigtig god tur, og meget specielt at prøve – helt klart noget vi vil huske meget længe. Udover dette fik vores 3. gruppe inklusiv 2 restanter fra 2. gruppe gået deres DANCON march meget tidligt søndag morgen. Så nu har alle, undtagen et par stykke med skader fra delingen, gået den traditionsrige 26 km march i kuperet terræn.
Mandag da delingen kom hjem fra Jelling klargjorde min deling til at gå på Eagle beredskab som er på 15 minutter. Dette var vi hele dagen, og det betød at vi skulle forholde os i lejren og i vores uniform. Så her var tid til at få slappet af ovenpå 1 uge i Jelling. Om aftenen var vi til en briefing om hvordan vi afvikler og pakker alle vores ting. Så nu er der ikke længe til når den slags ting er på dagsordnen.
Tirsdag efter vi havde overdraget vores Eagle beredskab til en fransk gruppe, kørte vi på en lille PX-tur. Først til KFORs maincamp i Pristina derefter længere sydpå og den til amerikanernes gigantiske lejr. Efter dette besluttede vi os for at køre helt over i den vestlige del af Kosovo nær grænsen til Montenegro. Her ville vi besøge den italienske lejr da vi havde hørt at den skulle være helt speciel flot, men også få at få en pizza til aftensmad. Da vi nærmede os lejren kunne vi se en helt utrolig flot bjergkæde som er med til at danne grænsen mellem Kosovo og Montenegro. Et stykke oppe af denne bjergkæde er den italienske lejr placeret, og den er utrolig flot og speciel. Vi fandt hurtigt et sted hvor vi kunne sidde og få en pizza. Vi fandt en tjener som ifølge dem kunne tale engelsk, dog var hendes ordforråd meget sparsomt og strakte sig fra ord som ”yes” og ”no.” Vi fik derefter udleveret menukortene på italiensk og var derfor en smule på dybt vand. Nogle tog den sikre og bestilte spagetti, mens jeg lukkede øjnene og pegede på en tilfældig pizza i menukortet. Det viste sig dog at være en udmærket pizza med både skinke, salami og løg. Efter dette måltid, og efter at vi havde tømt vores lommer for ligegyldige småmønter til drikkepenge, kørte vi tilbage til lejren. Da vi ankom til Camp Olaf Rye igen var klokken omkring 22. og vi havde den dag tilbagelagt 330 km.
Onsdag stod i eftersynets tegn. Min gruppefører og jeg startede med at ordne en masse på computeren og gøre dette klar til at kunne overdrage. Derefter hjalp vi de andre med at lave eftersyn på vores køretøjer, så de er max klar til at blive overdraget til det ny hold. Onsdag aften ankom de første fra hold 19. Dette var en busfuld som er forkommando. Det er primært delingsfører, sektionsfører og en håndfuld gruppeførere som skal have overdraget en masse. Det er rart at have dem hernede, for så ved vi at der ikke er længe til at hele KFOR 19 samles hernede, og vi kan tage hjem.
I går var en sorgens dag. Det var min sidste patrulje alene i mit albanske område. Det primære formål var at fortælle mine kontaktpersoner at næste gang jeg dukker op i deres hjem, er det med det nye hold med henblik på overdragelse. Jeg fik også talt med talsmanden fra området, som normalt er min delingsfører som taler med. Dette var for at sige farvel, da jeg ikke tager den nye gruppe med derind. Så der blevet taget gruppebilleder til den store guldmedalje og uddelt kindkys fra hele familien. Det var meget underligt at sige farvel, men sådan er det vel altid. Næste gang jeg skal derud med det nye hold bliver endnu mere underligt, da jeg der skal sige farvel til mine bedste kontakter – og det bliver hårdt. Jeg troede ikke at man kunne nå at opbygge et forhold til nogle mennesker på bare 6 måneder – men der tog jeg fejl.
I dag har vi haft 30 minutters (og sidste) check-point, hvilket forløb godt og vi stoppede en meget interessant bandit og fik nogle oplysninger på ham som efterretnings-folkene kan bruge. Derudover har jeg fået pakket næsten alle mine ting sammen. Jeg har nu kun det jeg skal leve af de næste 9 dage tilbage. Alt andet er pakket i 2 store køjesække. Så mit skab er nu helt tomt.
I aften er vi inviteret til Slava, som er en aften hvor serberne fejrer en Helligånd. Denne Helligånd bestemmer familien selv, og holder så en fest med aftenen med god mad og drikke. Det glæder vi os meget til, trods det at vi desværre igen må holde os fra alkoholen.
I morgen tidligt skal vi aflevere disse køjesække med alle vores ting. Efter det skal militærpolitiet lave stikprøvekontrol af nogle køjesække og narkohunde skal snuse lidt rundt. Efter alt dette bliver de smidt ind i en container og kørt til Danmark. Her bliver denne først åbnet hvis Told og Skat (håber ikke det bliver dig mor Knap J) har lyst til at rode dem igennem igen. Men her skulle de så gerne vente på os når vi kommer til Holstebro igen. Alt dette er ikke bare så nemt som det lyder. For som i nok har hørt er der en kæmpe diskussion i gang med militærets våbenlov med knive og p** og l***. Der er en masse regler, og jeg opgiver snart at finde rundt i det, da der hele tiden kommer nye ordrer på hvad vi må og ikke må. Jeg ved bare at vi hernede går rundt med skarpladte våben og en masse andet farligt materiel. Men vi må ikke have knive som er over 7 cm, de må heller ikke kunne låses fast, de må heller ikke være enhåndsbetjent osv osv osv. Det er jo farligt, man ved aldrig hvad vi kunne finde på, venter bare på at Forsvaret forbyder våben som pistoler og geværer da det er for farligt. Når vi stopper en lokal hernede med et mindre sværd kan vi pænt ligge det tilbage igen og ønske ham en god tur, for de må have knive med at blad på op til 13 cm. Det er åbenbart ikke farligt hernede… Så fik i lige min mening om dette emne.
Tilbage på sporet: Efter alt dette er afleveret har vi kun det mest nødvendige hernede som gevær, lidt tøj, kampuniform, fragvest osv. Dernæst skal alle vores køretøjer så de er klar.
Søndag bliver vores ting lagt ud og talt op så de nye kan overtage dette. Den nye første deling ankommer alle søndag eftermiddag. I det de ankommer har de i teorien overtaget, da vi ikke har vores ting og meget af vores udrustning er afleveret til dem. Vi vil derfor ikke længere kunne indsættes et sted og løse en opgave da vi mangler næsten alle vores ting – så det bliver deres opgave. Men det betyder også at hele 1. deling søndag flytter ud af vores FAB’er så de nye kan flytte direkte ind. Gymnastiksalen er blevet møbleret til dem som ikke har et sted at bo mere. Dette betyder at jeg skal bo i denne med et par hundrede andre i 7 dage. Men jeg har heldigvis fået lov af Knap til at flytte ind til ham. Han bor på ene-FAB da hans makker er sendt hjem. Så jeg kan nøjes med 2 dage i gymnastiksalen da han først skal flytte ud når 3. deling ankommer den 15. (NU KOM STRØMMEN IGEN!!!)
Resten af delingen minus 3 mand og jeg rejser som sagt hjem på onsdag. Så jeg må se om ikke jeg kan få tiden til at gå uden dem de sidste 4 dage.
Jeg er ved at søge tjenestebolig i Nyboder i København med henblik på at kunne bo der mens jeg skal være i Livgarden og sandsynligvis beholder jeg den også mens jeg er på sergentskole – hvis jeg altså får en. Der er mange om buddet, så det er med at være heldig. Men mine 485 km fra nuværende bopæl og til Livgarden burde tælle lidt til min fordel i vurderingen om hvem der skal have. Jeg skulle ifølge brevet jeg modtog fra Livgarden starte den 4. august. Det ringede jeg og sagde at jeg nok fik lidt svært ved, da jeg først kommer hjem den 17. Så det endte med at han besluttede at jeg skulle starte den 1. september. Men efter de kom i tanke om at vi havde ferie som skal afvikles inden oktober, da vi ikke har haft sommer ferie, er det nu blevet den 1. oktober jeg skal starte. Så der venter lige en god lang (red. fortjent) ferie når jeg vender hjem.
AaB er kommet i gang igen! Med et super comeback mod Vejle på en god 2. halvleg går det nu frem igen. Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Nilssons far for gode opdateringer kampen igennem. Det var en fornøjelse til sidst at kører patrulje med Nilsson og samtidigt få disse opdateringer, for til sidst at kunne hoverer groft over resultatet. Jeg håber dog at Nilssons far efter at have udtrykt at han aldrig vil tale med mig igen, er blødt lidt op til næste gang jeg kommer på besøg J Hehe. Nu har de forstærket sig med en polsk lejesvend hvilket er yderst interessant. Mener dog at 4 millioner er meget for polsk arbejdskraft. Men nu kan vi lugte gruppespillet i Champions league. Mmmhh.
Glæder mig meget til at komme hjem, og der er nu kun 9 dage til jeg lander i Karup.
Alt for denne gang!
// Anders Kjærsgaard - out
Dobar dan alle!
Så er det igen tid til en opdatering fra Kosovo.
Jeg sidder lige nu på min FAB og har det meget meget varmt. Temperaturen derude sniger sig vel op på de 40 grader, hvilket nok har været medvirkende til at vores generatorer som forsyner lejren med strøm, er stået af. Vi er blevet bedt om at pille alt unødigt ud af stikkontakterne i håb om at de kan få gang i nogle af generatorerne igen. Men det er primært hos de heldige stabsfolk som har aircondition som dette henvender sig til. Jeg har dog lige pillet stikket ud af vores ventilator og TV i håb om at kunne være med til at gøre en forskel. Jeg venter nu bare på at strømmen atter vil komme, så jeg kan få gang i vores ventilator som er vores eneste kilde til en smule cirkulation af en kølig brise gennem rummet. Ulempen ved at vores lejr er 100% selvforsynende med alt er, at vi er så afhængige af strøm. Uden denne er der intet der virker, der er heller ingen vand i vandhaner, toiletter eller brusere – så alt står på standby.
Siden sidst jeg skrev, er vi kommer hjem fra Jelling. Dette gjorde vi mandag morgen hvor 2. deling afløste os for at tage deres sidste tørn derude. Det skal dog nævnes at lørdag eller søndag i den uge vi var i Jelling lykkedes det os endeligt at komme på vores helikopter tur. Vi fløj gruppevis, og fik en tur over det meste af vores område. Det var en rigtig god tur, og meget specielt at prøve – helt klart noget vi vil huske meget længe. Udover dette fik vores 3. gruppe inklusiv 2 restanter fra 2. gruppe gået deres DANCON march meget tidligt søndag morgen. Så nu har alle, undtagen et par stykke med skader fra delingen, gået den traditionsrige 26 km march i kuperet terræn.
Mandag da delingen kom hjem fra Jelling klargjorde min deling til at gå på Eagle beredskab som er på 15 minutter. Dette var vi hele dagen, og det betød at vi skulle forholde os i lejren og i vores uniform. Så her var tid til at få slappet af ovenpå 1 uge i Jelling. Om aftenen var vi til en briefing om hvordan vi afvikler og pakker alle vores ting. Så nu er der ikke længe til når den slags ting er på dagsordnen.
Tirsdag efter vi havde overdraget vores Eagle beredskab til en fransk gruppe, kørte vi på en lille PX-tur. Først til KFORs maincamp i Pristina derefter længere sydpå og den til amerikanernes gigantiske lejr. Efter dette besluttede vi os for at køre helt over i den vestlige del af Kosovo nær grænsen til Montenegro. Her ville vi besøge den italienske lejr da vi havde hørt at den skulle være helt speciel flot, men også få at få en pizza til aftensmad. Da vi nærmede os lejren kunne vi se en helt utrolig flot bjergkæde som er med til at danne grænsen mellem Kosovo og Montenegro. Et stykke oppe af denne bjergkæde er den italienske lejr placeret, og den er utrolig flot og speciel. Vi fandt hurtigt et sted hvor vi kunne sidde og få en pizza. Vi fandt en tjener som ifølge dem kunne tale engelsk, dog var hendes ordforråd meget sparsomt og strakte sig fra ord som ”yes” og ”no.” Vi fik derefter udleveret menukortene på italiensk og var derfor en smule på dybt vand. Nogle tog den sikre og bestilte spagetti, mens jeg lukkede øjnene og pegede på en tilfældig pizza i menukortet. Det viste sig dog at være en udmærket pizza med både skinke, salami og løg. Efter dette måltid, og efter at vi havde tømt vores lommer for ligegyldige småmønter til drikkepenge, kørte vi tilbage til lejren. Da vi ankom til Camp Olaf Rye igen var klokken omkring 22. og vi havde den dag tilbagelagt 330 km.
Onsdag stod i eftersynets tegn. Min gruppefører og jeg startede med at ordne en masse på computeren og gøre dette klar til at kunne overdrage. Derefter hjalp vi de andre med at lave eftersyn på vores køretøjer, så de er max klar til at blive overdraget til det ny hold. Onsdag aften ankom de første fra hold 19. Dette var en busfuld som er forkommando. Det er primært delingsfører, sektionsfører og en håndfuld gruppeførere som skal have overdraget en masse. Det er rart at have dem hernede, for så ved vi at der ikke er længe til at hele KFOR 19 samles hernede, og vi kan tage hjem.
I går var en sorgens dag. Det var min sidste patrulje alene i mit albanske område. Det primære formål var at fortælle mine kontaktpersoner at næste gang jeg dukker op i deres hjem, er det med det nye hold med henblik på overdragelse. Jeg fik også talt med talsmanden fra området, som normalt er min delingsfører som taler med. Dette var for at sige farvel, da jeg ikke tager den nye gruppe med derind. Så der blevet taget gruppebilleder til den store guldmedalje og uddelt kindkys fra hele familien. Det var meget underligt at sige farvel, men sådan er det vel altid. Næste gang jeg skal derud med det nye hold bliver endnu mere underligt, da jeg der skal sige farvel til mine bedste kontakter – og det bliver hårdt. Jeg troede ikke at man kunne nå at opbygge et forhold til nogle mennesker på bare 6 måneder – men der tog jeg fejl.
I dag har vi haft 30 minutters (og sidste) check-point, hvilket forløb godt og vi stoppede en meget interessant bandit og fik nogle oplysninger på ham som efterretnings-folkene kan bruge. Derudover har jeg fået pakket næsten alle mine ting sammen. Jeg har nu kun det jeg skal leve af de næste 9 dage tilbage. Alt andet er pakket i 2 store køjesække. Så mit skab er nu helt tomt.
I aften er vi inviteret til Slava, som er en aften hvor serberne fejrer en Helligånd. Denne Helligånd bestemmer familien selv, og holder så en fest med aftenen med god mad og drikke. Det glæder vi os meget til, trods det at vi desværre igen må holde os fra alkoholen.
I morgen tidligt skal vi aflevere disse køjesække med alle vores ting. Efter det skal militærpolitiet lave stikprøvekontrol af nogle køjesække og narkohunde skal snuse lidt rundt. Efter alt dette bliver de smidt ind i en container og kørt til Danmark. Her bliver denne først åbnet hvis Told og Skat (håber ikke det bliver dig mor Knap J) har lyst til at rode dem igennem igen. Men her skulle de så gerne vente på os når vi kommer til Holstebro igen. Alt dette er ikke bare så nemt som det lyder. For som i nok har hørt er der en kæmpe diskussion i gang med militærets våbenlov med knive og p** og l***. Der er en masse regler, og jeg opgiver snart at finde rundt i det, da der hele tiden kommer nye ordrer på hvad vi må og ikke må. Jeg ved bare at vi hernede går rundt med skarpladte våben og en masse andet farligt materiel. Men vi må ikke have knive som er over 7 cm, de må heller ikke kunne låses fast, de må heller ikke være enhåndsbetjent osv osv osv. Det er jo farligt, man ved aldrig hvad vi kunne finde på, venter bare på at Forsvaret forbyder våben som pistoler og geværer da det er for farligt. Når vi stopper en lokal hernede med et mindre sværd kan vi pænt ligge det tilbage igen og ønske ham en god tur, for de må have knive med at blad på op til 13 cm. Det er åbenbart ikke farligt hernede… Så fik i lige min mening om dette emne.
Tilbage på sporet: Efter alt dette er afleveret har vi kun det mest nødvendige hernede som gevær, lidt tøj, kampuniform, fragvest osv. Dernæst skal alle vores køretøjer så de er klar.
Søndag bliver vores ting lagt ud og talt op så de nye kan overtage dette. Den nye første deling ankommer alle søndag eftermiddag. I det de ankommer har de i teorien overtaget, da vi ikke har vores ting og meget af vores udrustning er afleveret til dem. Vi vil derfor ikke længere kunne indsættes et sted og løse en opgave da vi mangler næsten alle vores ting – så det bliver deres opgave. Men det betyder også at hele 1. deling søndag flytter ud af vores FAB’er så de nye kan flytte direkte ind. Gymnastiksalen er blevet møbleret til dem som ikke har et sted at bo mere. Dette betyder at jeg skal bo i denne med et par hundrede andre i 7 dage. Men jeg har heldigvis fået lov af Knap til at flytte ind til ham. Han bor på ene-FAB da hans makker er sendt hjem. Så jeg kan nøjes med 2 dage i gymnastiksalen da han først skal flytte ud når 3. deling ankommer den 15. (NU KOM STRØMMEN IGEN!!!)
Resten af delingen minus 3 mand og jeg rejser som sagt hjem på onsdag. Så jeg må se om ikke jeg kan få tiden til at gå uden dem de sidste 4 dage.
Jeg er ved at søge tjenestebolig i Nyboder i København med henblik på at kunne bo der mens jeg skal være i Livgarden og sandsynligvis beholder jeg den også mens jeg er på sergentskole – hvis jeg altså får en. Der er mange om buddet, så det er med at være heldig. Men mine 485 km fra nuværende bopæl og til Livgarden burde tælle lidt til min fordel i vurderingen om hvem der skal have. Jeg skulle ifølge brevet jeg modtog fra Livgarden starte den 4. august. Det ringede jeg og sagde at jeg nok fik lidt svært ved, da jeg først kommer hjem den 17. Så det endte med at han besluttede at jeg skulle starte den 1. september. Men efter de kom i tanke om at vi havde ferie som skal afvikles inden oktober, da vi ikke har haft sommer ferie, er det nu blevet den 1. oktober jeg skal starte. Så der venter lige en god lang (red. fortjent) ferie når jeg vender hjem.
AaB er kommet i gang igen! Med et super comeback mod Vejle på en god 2. halvleg går det nu frem igen. Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Nilssons far for gode opdateringer kampen igennem. Det var en fornøjelse til sidst at kører patrulje med Nilsson og samtidigt få disse opdateringer, for til sidst at kunne hoverer groft over resultatet. Jeg håber dog at Nilssons far efter at have udtrykt at han aldrig vil tale med mig igen, er blødt lidt op til næste gang jeg kommer på besøg J Hehe. Nu har de forstærket sig med en polsk lejesvend hvilket er yderst interessant. Mener dog at 4 millioner er meget for polsk arbejdskraft. Men nu kan vi lugte gruppespillet i Champions league. Mmmhh.
Glæder mig meget til at komme hjem, og der er nu kun 9 dage til jeg lander i Karup.
Alt for denne gang!
// Anders Kjærsgaard - out
lørdag, august 2
Tirsdag den 29/7
Bemærk at dette er skrevet tirsdag den 29/7:
Tirsdag den 29/7:
Dobar dan!
Så er det igen blevet tid til en lille beretning fra sydøst. Der er gået et stykke siden sidst, og der er faktisk sket en del.
Sidst jeg berettede var vi i Camp Jelling, og det er vi også i denne uge. Men torsdag den 17. hvor min gruppe skulle have haft vagt, skete der noget. Onsdag aften fik vi små nys om at der skulle ske noget om torsdagen. Befalinger og andet kommer typisk ret sent om aftenen da lejrens civilt ansatte fra området da har fri, og ingen render rundt og kan opsnappe informationer. Vores delingsfører fik omkring klokken 22 besked på at komme ind i lejren til befaling. Jeg gik på vagt klokken 24.00 og skulle have den frem til 03.30, men da vores delingsfører kom ud med de nye informationer om hvad der skulle ske, fik jeg vagten forkortet lidt. Så jeg røg i posen klokken 03.00 og kunne stå op igen 05.00. Der stod den på rengøring af Jelling og efterfølgende befaling. Vi skulle ud på kompagnioperation, dvs alle kamptropperne fra JDR Holstebro rykkede ud støttet af en gummiged og en ambulance fra saniteten. Min gruppe skulle kører forrest, og befolkningen kiggede da også en del da 9-11 tunge PMV’ere med følge kom bragende gennem byen omkring klokken 7 om morgenen. Min deling skulle forblive i et samleområde hvor vi var på 1 minuts kald til at kunne støtte hvor det skulle være nødvendigt. En anden deling skulle oprette nogle checkpoints nær det gravearbejde som er ved at blive foretaget. Problemet med det hele er stadig det gravearbejde de er ved i Mitrovica i et serbisk og albansk område. Serberne er sure over albanerne skal grave vandrør ned i deres område, og de er bange for at miste trykket på deres vand. Albanerne er ved at være godt trætte af serberne og den parallelstruktur de kører fra Serbien. Det er glasset som lige så stille bliver mere og mere fyldt op, og vi venter bare på at det brister.
Men der skete ikke det store på dagen, og vores check-point var med til at sætte en dæmper på det hele. Så vi opholdte os i venteområdet fra 7 morgen til klokken 20.30 om aftenen. Hele dagen var gået med at rykke sig rundt efter skygge og bare vente, ikke specielt spændende. Vi kørte derfor ud og afløste franskmændene igen om aftenen, så de kunne gennemfører en øvelse næste morgen. For os fuldstændigt sindssygt at gøre dette, da der nemt kunne ske noget derinde dagen efter. Men det er jo de kærer mænd med mange stjerne som sidder et eller andet sted og bestemmer dette.
Resten af ugen gik med patruljer fra Jelling, og søndag skulle vi til middag. Jeg havde fået arrangeret med min bedste kontakt i mit område, at vi kunne komme ind til ham og spise aftensmad. Så søndag aften tog hele gruppen ind til ham og hans meget gæstfrie familie. Her blev vi alle 8 budt indenfor, og mens vi ventede på aftensmaden fik vi kaffe og russisk te. Til aftensmad fik vi spinattærte, og jeg har sjældent smagt noget så godt. Dertil fik vi syltede pepper, agurker, tomater og løg. Det var en kanon god og hyggelig aften, og bestemt en ting ingen nogensinde vil glemme.
Uge 30 var vi i lejren og havde forskellige opgaver og patruljer.
Tirsdag var vi på restaurant med de belgiere vi har været på patrulje med. De havde inviteret os på et af de fineste steder i byen – betalt af den belgiske regering. Det var en kæmpe madoplevelse og alt alt for billigt. Vi var 16 mand og kom af med omkring 1000,- og der blevet IKKE sparet på noget, og mange fik dobbelt retter – tak for mad Belgien!
Onsdag var vi på en endags tur til Skopje. Det var et plaster på det sår at der har været lukket ned for 3-dags ture til udlandet. Så vi rejste af sted tidligt om morgenen tog ud til en militærlejr nær Skopje hvor vi låste våben og uniform inde. Så alle civilklædte kørte vi med bussen ind til byen. Vi havde fået lov til at drikke 2 øl på turen, og det første vi gjorde var at finde en McDonalds hvorefter vi satte os på en café og fik en øl. Alt betalt med de lokale matador penge. Man føler sig sindssygt rig når man hæver 600 danske i automaten og får omkring 6000 matador penge ud af automaten. Efter dette var vi 8 som besluttede os for at spørge de lokale taxachauffører om vej til det nærmeste gocart center. 3 chauffører blev enige om pris og sted, og vi kørte ud mod dette. De havde fortalt os at det tog 10 minutter at komme derud, med da vi havde kørt i 20 og befandt os på små grusveje i et villakvarter var vi glade for at vi var 8 personer og ikke var alene. Men endelig ankom vi til vores destination, og vi kunne se en bane. Det viste sig dog at politiet havde lukket banen, og vi kunne derfor ikke kører. Vi spurgte om ikke der var andre, og de kendte en anden bane som lå 5 min. derfra. 15 minutter senere, holdte vi ved et ridecenter. Vi kiggede alle lidt rundt efter en gocart bane, men ingen af os kunne se andet end et stort ridecenter i bedste gangster/western stil. Det var utroligt flot og alt opført i træ. Men det viste sig så at der ikke var en gocart bane, men der var ATV, hvilket er en terrængående 4-hjulet motorcykel. Dem var der 4 af, og man kunne få en tur på disse oppe i bjergene. Alle fik julelys i øjnene og takkede pænt ja til denne tur. Efter en hurtig omskoling til køretøjet fløj jeg med 3 andre af sted på hver sin 500 cc store motorcykel i bjergene. Vi kørte i omkring 50 minutter i meget kuperet og spændende terræn, og var alle ellevilde da vi kom tilbage og de sidste 4 skulle ud på deres tur. Vi slog os ned på terrassen hvor de andre og vores 3 taxichauffører også havde siddet. Vi købte en øl mere til vores 3 chauffører og en til os selv. Vi gennemgik menukortet, og besluttede os for også at spise på stedet. Vi talte lidt med manden som ejede det hele, og han havde før været i hæren, og havde nu Makedoniens største overvågningsfirma. Det var bare så mafia som det kunne være, og vi gættede alle på hvor mange ting der var betalt af bestikkelse og mafia. Men en kanon fin fyr som inviterede os til flugtskydning og jagt i hans skov. Vi havde desværre ikke tid, og fik i stedet hans kort hvorefter vi lovede at kontakte ham hvis vi en dag kom tilbage. Vi var alle meget opsatte på en dag at komme tilbage på ferie for at kunne gøre alt det vi ikke kunne nå den dag.
Da vi havde spist op betalte vi vores mad, samt vores 3 taxichaufførers mad kørte tilbage mod bussen. Vores chauffører havde bestemt også haft en god og lidt unormal dag, og vi betalte dem lidt for at have kørt med os osv. For hele dagen tror jeg at vi kom af med 300,- danske for mad, taxa, tur i bjergene, øl osv. Så det var en billig men super god dag.
Onsdag da vi kom hjem gik hele delingen på 15 minutters beredskab grundet situationen omkring gravearbejdet.
Dette beredskab skulle vi være på resten af ugen. Fredag rykkede delingen ud om morgenen for at oprette de checkpoints vi har haft aktive siden dagen vi alle rykkede ud. Klokken 19 kørte min gruppe igen ind til lejren for lige at få lidt mad og et bad. Klokken 24.00 rykkede vi igen ud holdte vagt på 2 gravkøer til 08.00 næste morgen da vi blev afløst. Gravearbejdet har stået stille meget længe, og alt arbejdet foregår i forhandlinger mellem de lokale, politi og KFOR. Da det er den franske fremmedlegionær som graver, og da de er en specialenhed skal de jo selvfølgeligt ikke selv passe på deres køretøjer. Så det skal vi dumme danskere tage os af. Så vi har nu i lidt over 1 uge haft minimum 1 gruppe til at passe på deres køretøjer 27/7. Efter denne tur til jeg helst aldrig sætte min fod i Frankrig mere, men må planlægge på Italien eller Spanien næste gange jeg skal på ferie.
Mandag morgen rykkede vi igen til Jelling efter bare 1 uge i lejren. Dette er for at vi i næste uge kan gøre klar til overdragelse til det nye hold. Der er meget der skal laves, og det er ikke så nemt at gøre fra Jelling, så vi har fået byttet så vi tager denne uge i stedet.
I skrivende stund er det nye KFOR hold 19 lige vendt hjem fra deres sidste 11- dages øvelse i Oksbøl og er nu i gang med at pakke alle deres ting. I morgen går de første nok på ferie for at afspadserer lidt inden de rejser herned. Der er 8 dage til delingsfører og andre chefer alle kommer herned, og 13 dage til den nye 1. deling kommer herned. Der er 15 dage til min deling rejser hjem, og 19 dage til jeg selv kommer hjem. Så nu begynder det at gå stærkt. Når vi mandag morgen kommer hjem fra Jelling er der ikke længe til vi skal hjem. Så skal vi lige have gjort alt klar, overdraget og så vil vi hjem. Vi kører for tiden en del patruljer for at holde vores kontakter varme og klar til at blive overdraget. Jeg skal kører patrulje i mit område fredag, og det bliver en af de sidste patruljer jeg har alene, og de næste gange vil de blive med det nye hold. Det bliver svært at skulle sige farvel til nogle personer som jeg har haft meget tæt kontakt til. Jeg glæder mig ikke til sidste patrulje, og tror ikke jeg kan afvise at jeg måske får en lille klump i halsen. Men på den anden side så skal det også blive godt at komme hjem, og jeg håber at det næste hold får lige så stor kontakt til dem som jeg har haft.
AaB klummen er jeg ikke helt i humør til, da jeg på det seneste er blevet mobbet en hel del af både Midtjylland og Brøndby fans. Lidt som en payback over mine kommentarer efter mesterskabet. Men som jeg har sagt til dem, så skal vi nok komme i gang, sidste år startede vi heller ikke godt ud…
PS. Mit hår er begyndt at vokse igen, og vores frisør kommer snart tilbage fra ferie.
Det var alt for denne gang, nu vil jeg have lidt sol inden vi skal på patrulje.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
Tirsdag den 29/7:
Dobar dan!
Så er det igen blevet tid til en lille beretning fra sydøst. Der er gået et stykke siden sidst, og der er faktisk sket en del.
Sidst jeg berettede var vi i Camp Jelling, og det er vi også i denne uge. Men torsdag den 17. hvor min gruppe skulle have haft vagt, skete der noget. Onsdag aften fik vi små nys om at der skulle ske noget om torsdagen. Befalinger og andet kommer typisk ret sent om aftenen da lejrens civilt ansatte fra området da har fri, og ingen render rundt og kan opsnappe informationer. Vores delingsfører fik omkring klokken 22 besked på at komme ind i lejren til befaling. Jeg gik på vagt klokken 24.00 og skulle have den frem til 03.30, men da vores delingsfører kom ud med de nye informationer om hvad der skulle ske, fik jeg vagten forkortet lidt. Så jeg røg i posen klokken 03.00 og kunne stå op igen 05.00. Der stod den på rengøring af Jelling og efterfølgende befaling. Vi skulle ud på kompagnioperation, dvs alle kamptropperne fra JDR Holstebro rykkede ud støttet af en gummiged og en ambulance fra saniteten. Min gruppe skulle kører forrest, og befolkningen kiggede da også en del da 9-11 tunge PMV’ere med følge kom bragende gennem byen omkring klokken 7 om morgenen. Min deling skulle forblive i et samleområde hvor vi var på 1 minuts kald til at kunne støtte hvor det skulle være nødvendigt. En anden deling skulle oprette nogle checkpoints nær det gravearbejde som er ved at blive foretaget. Problemet med det hele er stadig det gravearbejde de er ved i Mitrovica i et serbisk og albansk område. Serberne er sure over albanerne skal grave vandrør ned i deres område, og de er bange for at miste trykket på deres vand. Albanerne er ved at være godt trætte af serberne og den parallelstruktur de kører fra Serbien. Det er glasset som lige så stille bliver mere og mere fyldt op, og vi venter bare på at det brister.
Men der skete ikke det store på dagen, og vores check-point var med til at sætte en dæmper på det hele. Så vi opholdte os i venteområdet fra 7 morgen til klokken 20.30 om aftenen. Hele dagen var gået med at rykke sig rundt efter skygge og bare vente, ikke specielt spændende. Vi kørte derfor ud og afløste franskmændene igen om aftenen, så de kunne gennemfører en øvelse næste morgen. For os fuldstændigt sindssygt at gøre dette, da der nemt kunne ske noget derinde dagen efter. Men det er jo de kærer mænd med mange stjerne som sidder et eller andet sted og bestemmer dette.
Resten af ugen gik med patruljer fra Jelling, og søndag skulle vi til middag. Jeg havde fået arrangeret med min bedste kontakt i mit område, at vi kunne komme ind til ham og spise aftensmad. Så søndag aften tog hele gruppen ind til ham og hans meget gæstfrie familie. Her blev vi alle 8 budt indenfor, og mens vi ventede på aftensmaden fik vi kaffe og russisk te. Til aftensmad fik vi spinattærte, og jeg har sjældent smagt noget så godt. Dertil fik vi syltede pepper, agurker, tomater og løg. Det var en kanon god og hyggelig aften, og bestemt en ting ingen nogensinde vil glemme.
Uge 30 var vi i lejren og havde forskellige opgaver og patruljer.
Tirsdag var vi på restaurant med de belgiere vi har været på patrulje med. De havde inviteret os på et af de fineste steder i byen – betalt af den belgiske regering. Det var en kæmpe madoplevelse og alt alt for billigt. Vi var 16 mand og kom af med omkring 1000,- og der blevet IKKE sparet på noget, og mange fik dobbelt retter – tak for mad Belgien!
Onsdag var vi på en endags tur til Skopje. Det var et plaster på det sår at der har været lukket ned for 3-dags ture til udlandet. Så vi rejste af sted tidligt om morgenen tog ud til en militærlejr nær Skopje hvor vi låste våben og uniform inde. Så alle civilklædte kørte vi med bussen ind til byen. Vi havde fået lov til at drikke 2 øl på turen, og det første vi gjorde var at finde en McDonalds hvorefter vi satte os på en café og fik en øl. Alt betalt med de lokale matador penge. Man føler sig sindssygt rig når man hæver 600 danske i automaten og får omkring 6000 matador penge ud af automaten. Efter dette var vi 8 som besluttede os for at spørge de lokale taxachauffører om vej til det nærmeste gocart center. 3 chauffører blev enige om pris og sted, og vi kørte ud mod dette. De havde fortalt os at det tog 10 minutter at komme derud, med da vi havde kørt i 20 og befandt os på små grusveje i et villakvarter var vi glade for at vi var 8 personer og ikke var alene. Men endelig ankom vi til vores destination, og vi kunne se en bane. Det viste sig dog at politiet havde lukket banen, og vi kunne derfor ikke kører. Vi spurgte om ikke der var andre, og de kendte en anden bane som lå 5 min. derfra. 15 minutter senere, holdte vi ved et ridecenter. Vi kiggede alle lidt rundt efter en gocart bane, men ingen af os kunne se andet end et stort ridecenter i bedste gangster/western stil. Det var utroligt flot og alt opført i træ. Men det viste sig så at der ikke var en gocart bane, men der var ATV, hvilket er en terrængående 4-hjulet motorcykel. Dem var der 4 af, og man kunne få en tur på disse oppe i bjergene. Alle fik julelys i øjnene og takkede pænt ja til denne tur. Efter en hurtig omskoling til køretøjet fløj jeg med 3 andre af sted på hver sin 500 cc store motorcykel i bjergene. Vi kørte i omkring 50 minutter i meget kuperet og spændende terræn, og var alle ellevilde da vi kom tilbage og de sidste 4 skulle ud på deres tur. Vi slog os ned på terrassen hvor de andre og vores 3 taxichauffører også havde siddet. Vi købte en øl mere til vores 3 chauffører og en til os selv. Vi gennemgik menukortet, og besluttede os for også at spise på stedet. Vi talte lidt med manden som ejede det hele, og han havde før været i hæren, og havde nu Makedoniens største overvågningsfirma. Det var bare så mafia som det kunne være, og vi gættede alle på hvor mange ting der var betalt af bestikkelse og mafia. Men en kanon fin fyr som inviterede os til flugtskydning og jagt i hans skov. Vi havde desværre ikke tid, og fik i stedet hans kort hvorefter vi lovede at kontakte ham hvis vi en dag kom tilbage. Vi var alle meget opsatte på en dag at komme tilbage på ferie for at kunne gøre alt det vi ikke kunne nå den dag.
Da vi havde spist op betalte vi vores mad, samt vores 3 taxichaufførers mad kørte tilbage mod bussen. Vores chauffører havde bestemt også haft en god og lidt unormal dag, og vi betalte dem lidt for at have kørt med os osv. For hele dagen tror jeg at vi kom af med 300,- danske for mad, taxa, tur i bjergene, øl osv. Så det var en billig men super god dag.
Onsdag da vi kom hjem gik hele delingen på 15 minutters beredskab grundet situationen omkring gravearbejdet.
Dette beredskab skulle vi være på resten af ugen. Fredag rykkede delingen ud om morgenen for at oprette de checkpoints vi har haft aktive siden dagen vi alle rykkede ud. Klokken 19 kørte min gruppe igen ind til lejren for lige at få lidt mad og et bad. Klokken 24.00 rykkede vi igen ud holdte vagt på 2 gravkøer til 08.00 næste morgen da vi blev afløst. Gravearbejdet har stået stille meget længe, og alt arbejdet foregår i forhandlinger mellem de lokale, politi og KFOR. Da det er den franske fremmedlegionær som graver, og da de er en specialenhed skal de jo selvfølgeligt ikke selv passe på deres køretøjer. Så det skal vi dumme danskere tage os af. Så vi har nu i lidt over 1 uge haft minimum 1 gruppe til at passe på deres køretøjer 27/7. Efter denne tur til jeg helst aldrig sætte min fod i Frankrig mere, men må planlægge på Italien eller Spanien næste gange jeg skal på ferie.
Mandag morgen rykkede vi igen til Jelling efter bare 1 uge i lejren. Dette er for at vi i næste uge kan gøre klar til overdragelse til det nye hold. Der er meget der skal laves, og det er ikke så nemt at gøre fra Jelling, så vi har fået byttet så vi tager denne uge i stedet.
I skrivende stund er det nye KFOR hold 19 lige vendt hjem fra deres sidste 11- dages øvelse i Oksbøl og er nu i gang med at pakke alle deres ting. I morgen går de første nok på ferie for at afspadserer lidt inden de rejser herned. Der er 8 dage til delingsfører og andre chefer alle kommer herned, og 13 dage til den nye 1. deling kommer herned. Der er 15 dage til min deling rejser hjem, og 19 dage til jeg selv kommer hjem. Så nu begynder det at gå stærkt. Når vi mandag morgen kommer hjem fra Jelling er der ikke længe til vi skal hjem. Så skal vi lige have gjort alt klar, overdraget og så vil vi hjem. Vi kører for tiden en del patruljer for at holde vores kontakter varme og klar til at blive overdraget. Jeg skal kører patrulje i mit område fredag, og det bliver en af de sidste patruljer jeg har alene, og de næste gange vil de blive med det nye hold. Det bliver svært at skulle sige farvel til nogle personer som jeg har haft meget tæt kontakt til. Jeg glæder mig ikke til sidste patrulje, og tror ikke jeg kan afvise at jeg måske får en lille klump i halsen. Men på den anden side så skal det også blive godt at komme hjem, og jeg håber at det næste hold får lige så stor kontakt til dem som jeg har haft.
AaB klummen er jeg ikke helt i humør til, da jeg på det seneste er blevet mobbet en hel del af både Midtjylland og Brøndby fans. Lidt som en payback over mine kommentarer efter mesterskabet. Men som jeg har sagt til dem, så skal vi nok komme i gang, sidste år startede vi heller ikke godt ud…
PS. Mit hår er begyndt at vokse igen, og vores frisør kommer snart tilbage fra ferie.
Det var alt for denne gang, nu vil jeg have lidt sol inden vi skal på patrulje.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
fredag, august 1
onsdag, juli 16
Onsdag den 16. juli
Mira dita!
Så er vi igen helt oppe i tempo.
Der er sket meget siden sidst, og jeg beklager at jeg ikke har fået skrevet så meget herinde. Men det har jeg fraprioriteret til fordel for søvn, patruljer, mad og beachvolley.
Ugen vi kom herned i startede ikke så godt ud. Jeg kunne mærke at jeg ikke var helt på toppen, men jeg troede i starten bare at det var et spørgsmål om lige at vende tilbage efter 2 ugers ferie. Men fredag havde jeg det meget skidt og jeg gik på vores infirmeri, for at finde ud af hvad der var galt. Jeg var forkølet, hostede meget og var meget skidt tilpas. Jeg fik derfor udleveret piller og beordret i seng. Her lå jeg så fredag og lørdag og var kun lige oppe for at spise. Det var meget kedeligt og varmt, for vi har en meget høj temperatur på vores FAB om dagen. Jeg tror grunden til min sygdom stammer fra vores rejse herned igen. Airconditionen i flyene var meget kold, og man gik fra det ene kolde fly ud i 25 graders varme hele tiden. Søndag aften var jeg for første gang oppe af sengen i mere end 20 minutter af gangen. Jeg var ved at blive sindssyg af bare at ligge i sengen mens resten af gruppen lavede alt muligt. De var lørdag eller søndag på svenskernes skydebane og skyde panserværn, TMG og alt muligt andet sjov af. Det var jeg meget ked af ikke at kunne være en del af.
Mandag skulle vi køre patrulje, og jeg havde meldt mig klar til min gruppefører. Men mandag morgen da jeg mødte op ved køretøjerne, fik jeg besked om at jeg sad over i dag. Mest af hensyn til de andre, for ikke at smitte dem. Det blev jeg en smule skuffet over, da mindst en i gruppen allerede var forkølet og hostede en del, han var bare ikke så hårdt ramt som jeg var. Men jeg tog endnu en dag hjemme i lejren.
Mandag som min gruppe netop kørte ud på patrulje gik vores Eagle alarm, dvs. vores hurtige beredskab på 15 minutter blev kaldt ud. Det var denne dag franskmændene som havde dette. Men min gruppe besluttede sig for at blæse ud til stedet hvor der var problemer da de alligevel var på vej i den retning. Da de ankommer, er der en større mængde serbere og albanere samlet i et område i Mitrovica hvor de bor tæt op af hinanden. De har hørt over radioen at der er blevet meldt om våben i området, og de er også kun lige stået ud af køretøjerne da der bliver åbnet ild 50-100 fra dem. De knæler ned, sikrer og begynder at tage alt vores grej på. Der går ikke længe før der bliver affyret 10-20 skud igen meget tæt på. Det er meget svært at lokaliserer da de skyder op i luften og derefter gemmer sig. UNMIC som er en politimyndighed hernede har fattet skjolde og hjelme og er gået i blå kæde. Vi prøver at lade dem styrer folkemængderne, men KFOR er lige bag dem og klar til at tage over hvis de ikke kan styrer det selv.
Serberne er blevet sure over at albanerne er ved at grave nye vandrør ned langs vejen. Det er lidt en gengældelse for en lignende episode for nogle år siden, her var det bare albanerne som blev sure over at serberne gravede i deres område.
En estisk KFOR soldat bliver slået i hovedet, og et kamera bliver ødelagt. Men der kommer forholdsvis hurtigt ro på situationen efter antallet af KFOR soldater stiger. Der er både folk fra Estland, Frankrig og min gruppe fra Danmark. Alt i mens dette sker ligger vores næstkommanderende i delingen og jeg på min FAB og spiser slik mens vi ser Tour de France. Jeg er meget træt af ikke selv at kunne have oplevet dette, men jeg måtte jo ikke komme med ud.
Natten mellem mandag og tirsdag overtager min deling området hvor alt balladen var fundet sted. Esterne som normalt har området skal på en anden opgave, så vi overtager deres opgave. Det er en meget hård tid vi gik i møde, for vi har stadig vores 3. gruppe på leave og er derfor kun 2 grupper i delingen. Vi kører i 6 timers skift, og min gruppe har fra 8-14 og fra 20-02. Så når man ikke var på vagt var vi lejren for at sove og spise. Når man kom ind klokken 02.10 kunne man lige nå 4 timers søvn inden man igen skulle op og på vagt igen.
Mens vi kørte i området var der ro på situationen igen. Albanerne har lovet ikke at grave i nogle dage før en aftale om det er på plads. Vi havde altid 3-4 mand på vejen hvor der blev gravet og 3-4 mand plus tolk gik eller kørte patrulje i området. Vi har så efterfølgende fundet ud af at serberne ikke har et problem med at de graver, de vil bare ikke risikerer at miste deres tryk på vandet, og vil derfor have en ekspert ud før de begynder at grave.
Torsdag er sidste dag vi kører der, og esterne vil igen overtage klokken 17. Men dagen igennem hører vi sindssygt mange skud. Vi melder ind om omkring 7-8 byger på 15-20 skud. Skuddene lyder til at komme fra mit albanske område. Jeg kører derfor med tolken over og taler med nogle af mine kontakter. De kan så fortælle mig at det ikke stammer fra mit område, men fra et område lidt syd for. Vi finder derefter ud af at der har været bryllup i byen, og derfra stammer alle skuddene.
Torsdag aften omkring klokken 19 lyder det over højttalerne i hele lejren: ”SHELTER, SHELTER, SHELTER og en shelter alarm er gået i COR. Dette betyder at lejren bliver angrebet på en eller anden måde. Det betyder at man smider alt hvad man har i hænderne og gør som man er blevet fortalt. Staben (grønne baretter) skal løbe i nogle bunkere langs hegnet for at kunne skyde derfra, nogen skal sørge for at alle har hørt det, og resten skal løbe i en stor bunker for at pille næse og fortælle røverhistorier til hinanden. Men os kamptropper fra Mech Inf Coy skal storme ned og få alt vores udrustning på, og efterfølgende sidde op i vores tunge køretøjer og kører ud i stillinger i lejren for at forsvarer denne. Da alarmen går har vi lige været til delingsmøde, men jeg har lige smidt uniformen og taget mit beachvolley outfit på. Det betyder derfor at jeg spæner over til køretøjerne iført bamudashorts, t-shirt og klip-klappere. Det er et lidt sjovt syn da jeg først får mit grej på og så har shorts og klip-klappere på. Men min gruppe er efter 1 minut klar i køretøjet og vi blæser som den første gruppe ud i stillingen. Her sidder vi af køretøjet, og ligger os ud på volden langs hegnet. På det tidspunkt er det ikke pisse sjovt at have shorts på, da jeg skal ligge oveni tidsler og andet godt. Men jeg får byttet og så er det ikke så slemt endda. Min gruppefører og jeg er de eneste to i gruppen som har shorts på, og de andre hygger sig meget over synet af os. Alt i alt var der mange ting at lærer af øvelsen, og som skal rettes op på meget hurtigt. Der var ingenting til os fra Mech Inf, men en masse ting staben skal gøre bedre. Det er totalt sindssygt at sådan en øvelse først kommer efter vi har været her i 5 måneder, og kun har 1 måned tilbage. Men bedre sent end aldrig har de undskyldt sig med.
Den anden dag var min gruppe og jeg ude i det grønne for at øve den grønne tjeneste igen. Det er efterhånden et stykke tid siden vi sidst har øvet dette. Men det er som at kører på cykel, man glemmer det aldrig helt, og vi fandt også hurtigt takten igen.
Lørdag havde vi en belgisk gruppe med ude og vise dem rundt i vores område. Vi er tidligere blevet vist rundt inde i deres område i Mitrovica, som er det område hvor alle urolighederne fandt sted den 17 marts. De var meget begejstrede over vores område, og det er også betydeligt større end deres område. Alt i alt nogle super fine fyrer, som vi fik snakket meget med. De er også underlagt franskmænd, og de hader dem som pesten. Vi kan heller ikke lide franskmændene, men de direkte hader dem. De har efter at have kørt med os, og talt med os sendt et forslag med deres øverste chef med hjem. Dette forslag lyder på at de bytter ud med det kompagni af franskmænd vi har i vores lejr. Belgierne bor i en stor fransk lejr, og det ville derfor være smartere hvis de byttede denne plads med de franskmænd i vores lejr. Mest fordi hverken belgiere og danskere ikke kan kommunikerer med franskmændene da vi ikke taler fransk. Vi ville kunne få 100 gange mere ud af at arbejde med belgiere, så det er det godt og spændende forslag. Et godt eksempel var dagen hvor vores shelter alarm gik. Jeg blev sendt hen til bunkeren på vores venstre side for at hører hvor meget de kunne se i forhold til hvad vi kunne dække ind osv. Her møder jeg 2 franskmænd og begynder at forklarer mig på engelsk, jeg fortæller dem hvad vi kan se og hvor meget de skal dække. Efter jeg har talt i 30-40 sekunder og de begge stadig bare stirre på mig slår det mig. Så jeg spørger dem om de kan engelsk, hvorpå de bare svarer ”no”. Jeg prøver så godt jeg kan med tegnsprog og fagter, men det er bare ikke godt nok!! Det ville vi aldrig opleve med belgierne.
Natten mellem lørdag og søndag var det tid til den traditionsrige DANCON march på 25,7 kilometer. Uret ringede klokken 04.00 og klokken 04.30 var der kontrolvejning. Vi skulle alle have minimum 10 kg bagage med os, og det havde vi også. Klokken 05.00 gik starten og jeg lagede ud blandt de forreste. En 5-8 stykker løb fra start, men det var mit ambitionsniveau dog ikke til. Så jeg fandt et passende tempo, og dette tempo svarede til min delingsførers. Så vi besluttede at gå marchen sammen. Vi blev på de første 4-10 kilometer overhalet af nogle stykker, men vi aftalte at vi nok skulle hente dem på stigningen. Efter ca. 14 kilometer startede stigningen. En stigning som strakte sig over 4 kilometer. Vi satte et seriøst godt tempo og overhalede en masse pressede soldater op af bjerget. Mine lår begyndte lige så stille at styrer mere og mere til, og da vi nåede toppen og det flade stykke var som en kæmpe befrielse. Vi kunne nu se Nilsson og en anden fra delingen lige foran os, og begyndte derfor at løbe for at hente dem. Men de hørte os, og begyndte også at løbe, så vi opgav det igen. Vi opholdte os blande den forreste 3. del, så vi var ganske tilfredse. Kun 4 fra delingen var foran os, så det skulle nok gå. Vi holdte et pænt tempo, og vores gennemsnits hastighed var omkring de 6,5 km/t også med stigningen. Efter 21 km kunne vi pludselig se Nilsson og den anden fra delingen bag os, de var gået forkert, og var nu bag os. De hentede os dog og kom op på siden af os. Klokken var lidt over 8 og temperaturen var sneget sig op på 27 grader, så jeg besluttede mig for at tage den med ro, da jeg godt kunne mærke at min sukkerbalance var i det røde felt. Vi kom ind i lejren i tiden 4 timer og 4 minutter, og vi havde i alt holdt 4 minutters tissepause som det eneste. Så alt i alt var det en fin tid, og nok til en 49. plads ud af 130 ca.
Jeg havde indkøbt nye strømper til turen, og prøvede for første gang at gå med 2 par strømper, men det var en fornuftig beslutning, og jeg var sluppet for vabler. Men resten af søndagen blev der slappet af og benene blev plejet. Vi fik dog både en medalje og en ”sild” til uniformen plus et diplom for vores anstrengelser. Om aftenen var der arrangeret grillarrangement for hele kompagniet. Der var også givet go på at nyde en øl. Så jeg fik nydt en stor ½ liters Fosters til maden, hvilket bestemt ikke var dårligt.
Mandag morgen var tiden igen kommet til en uge i Jelling. Mandag var det min gruppe som havde vagten til klokken 24, så den dag er der ikke meget at berette om.
Tirsdag havde vi endnu en belgisk gruppe på besøg i Jelling og vi fik vist dem rundt i vores område. Hvilket også disse var meget imponeret over. Det var også dagen hvor delingen for første gang i mange uger blev samlet igen. Vores 3. gruppe kom tilbage fra leave, og vi er nu resten af tiden samlet i delingen.
I dag har vi sovet længe, og vi stod først op ved 09.30 tiden og har nu bare drevet tiden med et spil Risk og andet godt. Vi skal klokken 15.00 ud og kører en patrulje i mit albanske område. Jeg glæder mig til at komme ud til mine kontakter igen, da jeg ikke har talt med alle siden jeg tog på leave midt i juni.
I morgen er det min gruppes tur til 24 timers vagt i Jelling, og resten af ugen er der ikke det store på programmet. Vi har dog helikopter flyvning på programmet lørdag, men lad os nu se. Det er hidtil blevet aflyst alle gangene, så vi er begyndt ikke at sætte næsen for højt op efter noget helikopter. En gruppe fra 3. deling var også den anden dag impliceret i et uheld med en helikopter. De skulle på en opgave oppe i bjergene, og skulle derfor indsættes med helikopter. Klokken var omkring 05.00 og der var stadig en smule mørkt. Helikopteren som de sidder i overser derfor en el-ledning, og da den flyver lavt kapper den denne over. Dette resulterer i flere timers strømmangel i Cabre og næsten hele Mitrovica. Dette var ikke specielt heldigt, men ingen kom noget til så det var altid noget…
Der er sket det at vores frisør hernede er gået på 2 ugers ferie. Dette er resulteret i at jeg har besluttet mig for at blive klippet med maskine på trin 2. Så mit skæg er nu længere end mit 2 milimeter lange hår. Planen er at det nu bare skal vokse den sidste måned inden jeg skal hjem, og så skal det lige klippes til i siderne inden jeg kommer hjem. Så skulle det være klar igen. J
Det var alt for denne gang. Nu vil jeg lige have lidt at spise og klargøre til vores patrulje klokken 15. Jeg lover at der ikke går så lang tid inden næste opdatering. Nu skulle der være mere ro på den næste tid.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
Så er vi igen helt oppe i tempo.
Der er sket meget siden sidst, og jeg beklager at jeg ikke har fået skrevet så meget herinde. Men det har jeg fraprioriteret til fordel for søvn, patruljer, mad og beachvolley.
Ugen vi kom herned i startede ikke så godt ud. Jeg kunne mærke at jeg ikke var helt på toppen, men jeg troede i starten bare at det var et spørgsmål om lige at vende tilbage efter 2 ugers ferie. Men fredag havde jeg det meget skidt og jeg gik på vores infirmeri, for at finde ud af hvad der var galt. Jeg var forkølet, hostede meget og var meget skidt tilpas. Jeg fik derfor udleveret piller og beordret i seng. Her lå jeg så fredag og lørdag og var kun lige oppe for at spise. Det var meget kedeligt og varmt, for vi har en meget høj temperatur på vores FAB om dagen. Jeg tror grunden til min sygdom stammer fra vores rejse herned igen. Airconditionen i flyene var meget kold, og man gik fra det ene kolde fly ud i 25 graders varme hele tiden. Søndag aften var jeg for første gang oppe af sengen i mere end 20 minutter af gangen. Jeg var ved at blive sindssyg af bare at ligge i sengen mens resten af gruppen lavede alt muligt. De var lørdag eller søndag på svenskernes skydebane og skyde panserværn, TMG og alt muligt andet sjov af. Det var jeg meget ked af ikke at kunne være en del af.
Mandag skulle vi køre patrulje, og jeg havde meldt mig klar til min gruppefører. Men mandag morgen da jeg mødte op ved køretøjerne, fik jeg besked om at jeg sad over i dag. Mest af hensyn til de andre, for ikke at smitte dem. Det blev jeg en smule skuffet over, da mindst en i gruppen allerede var forkølet og hostede en del, han var bare ikke så hårdt ramt som jeg var. Men jeg tog endnu en dag hjemme i lejren.
Mandag som min gruppe netop kørte ud på patrulje gik vores Eagle alarm, dvs. vores hurtige beredskab på 15 minutter blev kaldt ud. Det var denne dag franskmændene som havde dette. Men min gruppe besluttede sig for at blæse ud til stedet hvor der var problemer da de alligevel var på vej i den retning. Da de ankommer, er der en større mængde serbere og albanere samlet i et område i Mitrovica hvor de bor tæt op af hinanden. De har hørt over radioen at der er blevet meldt om våben i området, og de er også kun lige stået ud af køretøjerne da der bliver åbnet ild 50-100 fra dem. De knæler ned, sikrer og begynder at tage alt vores grej på. Der går ikke længe før der bliver affyret 10-20 skud igen meget tæt på. Det er meget svært at lokaliserer da de skyder op i luften og derefter gemmer sig. UNMIC som er en politimyndighed hernede har fattet skjolde og hjelme og er gået i blå kæde. Vi prøver at lade dem styrer folkemængderne, men KFOR er lige bag dem og klar til at tage over hvis de ikke kan styrer det selv.
Serberne er blevet sure over at albanerne er ved at grave nye vandrør ned langs vejen. Det er lidt en gengældelse for en lignende episode for nogle år siden, her var det bare albanerne som blev sure over at serberne gravede i deres område.
En estisk KFOR soldat bliver slået i hovedet, og et kamera bliver ødelagt. Men der kommer forholdsvis hurtigt ro på situationen efter antallet af KFOR soldater stiger. Der er både folk fra Estland, Frankrig og min gruppe fra Danmark. Alt i mens dette sker ligger vores næstkommanderende i delingen og jeg på min FAB og spiser slik mens vi ser Tour de France. Jeg er meget træt af ikke selv at kunne have oplevet dette, men jeg måtte jo ikke komme med ud.
Natten mellem mandag og tirsdag overtager min deling området hvor alt balladen var fundet sted. Esterne som normalt har området skal på en anden opgave, så vi overtager deres opgave. Det er en meget hård tid vi gik i møde, for vi har stadig vores 3. gruppe på leave og er derfor kun 2 grupper i delingen. Vi kører i 6 timers skift, og min gruppe har fra 8-14 og fra 20-02. Så når man ikke var på vagt var vi lejren for at sove og spise. Når man kom ind klokken 02.10 kunne man lige nå 4 timers søvn inden man igen skulle op og på vagt igen.
Mens vi kørte i området var der ro på situationen igen. Albanerne har lovet ikke at grave i nogle dage før en aftale om det er på plads. Vi havde altid 3-4 mand på vejen hvor der blev gravet og 3-4 mand plus tolk gik eller kørte patrulje i området. Vi har så efterfølgende fundet ud af at serberne ikke har et problem med at de graver, de vil bare ikke risikerer at miste deres tryk på vandet, og vil derfor have en ekspert ud før de begynder at grave.
Torsdag er sidste dag vi kører der, og esterne vil igen overtage klokken 17. Men dagen igennem hører vi sindssygt mange skud. Vi melder ind om omkring 7-8 byger på 15-20 skud. Skuddene lyder til at komme fra mit albanske område. Jeg kører derfor med tolken over og taler med nogle af mine kontakter. De kan så fortælle mig at det ikke stammer fra mit område, men fra et område lidt syd for. Vi finder derefter ud af at der har været bryllup i byen, og derfra stammer alle skuddene.
Torsdag aften omkring klokken 19 lyder det over højttalerne i hele lejren: ”SHELTER, SHELTER, SHELTER og en shelter alarm er gået i COR. Dette betyder at lejren bliver angrebet på en eller anden måde. Det betyder at man smider alt hvad man har i hænderne og gør som man er blevet fortalt. Staben (grønne baretter) skal løbe i nogle bunkere langs hegnet for at kunne skyde derfra, nogen skal sørge for at alle har hørt det, og resten skal løbe i en stor bunker for at pille næse og fortælle røverhistorier til hinanden. Men os kamptropper fra Mech Inf Coy skal storme ned og få alt vores udrustning på, og efterfølgende sidde op i vores tunge køretøjer og kører ud i stillinger i lejren for at forsvarer denne. Da alarmen går har vi lige været til delingsmøde, men jeg har lige smidt uniformen og taget mit beachvolley outfit på. Det betyder derfor at jeg spæner over til køretøjerne iført bamudashorts, t-shirt og klip-klappere. Det er et lidt sjovt syn da jeg først får mit grej på og så har shorts og klip-klappere på. Men min gruppe er efter 1 minut klar i køretøjet og vi blæser som den første gruppe ud i stillingen. Her sidder vi af køretøjet, og ligger os ud på volden langs hegnet. På det tidspunkt er det ikke pisse sjovt at have shorts på, da jeg skal ligge oveni tidsler og andet godt. Men jeg får byttet og så er det ikke så slemt endda. Min gruppefører og jeg er de eneste to i gruppen som har shorts på, og de andre hygger sig meget over synet af os. Alt i alt var der mange ting at lærer af øvelsen, og som skal rettes op på meget hurtigt. Der var ingenting til os fra Mech Inf, men en masse ting staben skal gøre bedre. Det er totalt sindssygt at sådan en øvelse først kommer efter vi har været her i 5 måneder, og kun har 1 måned tilbage. Men bedre sent end aldrig har de undskyldt sig med.
Den anden dag var min gruppe og jeg ude i det grønne for at øve den grønne tjeneste igen. Det er efterhånden et stykke tid siden vi sidst har øvet dette. Men det er som at kører på cykel, man glemmer det aldrig helt, og vi fandt også hurtigt takten igen.
Lørdag havde vi en belgisk gruppe med ude og vise dem rundt i vores område. Vi er tidligere blevet vist rundt inde i deres område i Mitrovica, som er det område hvor alle urolighederne fandt sted den 17 marts. De var meget begejstrede over vores område, og det er også betydeligt større end deres område. Alt i alt nogle super fine fyrer, som vi fik snakket meget med. De er også underlagt franskmænd, og de hader dem som pesten. Vi kan heller ikke lide franskmændene, men de direkte hader dem. De har efter at have kørt med os, og talt med os sendt et forslag med deres øverste chef med hjem. Dette forslag lyder på at de bytter ud med det kompagni af franskmænd vi har i vores lejr. Belgierne bor i en stor fransk lejr, og det ville derfor være smartere hvis de byttede denne plads med de franskmænd i vores lejr. Mest fordi hverken belgiere og danskere ikke kan kommunikerer med franskmændene da vi ikke taler fransk. Vi ville kunne få 100 gange mere ud af at arbejde med belgiere, så det er det godt og spændende forslag. Et godt eksempel var dagen hvor vores shelter alarm gik. Jeg blev sendt hen til bunkeren på vores venstre side for at hører hvor meget de kunne se i forhold til hvad vi kunne dække ind osv. Her møder jeg 2 franskmænd og begynder at forklarer mig på engelsk, jeg fortæller dem hvad vi kan se og hvor meget de skal dække. Efter jeg har talt i 30-40 sekunder og de begge stadig bare stirre på mig slår det mig. Så jeg spørger dem om de kan engelsk, hvorpå de bare svarer ”no”. Jeg prøver så godt jeg kan med tegnsprog og fagter, men det er bare ikke godt nok!! Det ville vi aldrig opleve med belgierne.
Natten mellem lørdag og søndag var det tid til den traditionsrige DANCON march på 25,7 kilometer. Uret ringede klokken 04.00 og klokken 04.30 var der kontrolvejning. Vi skulle alle have minimum 10 kg bagage med os, og det havde vi også. Klokken 05.00 gik starten og jeg lagede ud blandt de forreste. En 5-8 stykker løb fra start, men det var mit ambitionsniveau dog ikke til. Så jeg fandt et passende tempo, og dette tempo svarede til min delingsførers. Så vi besluttede at gå marchen sammen. Vi blev på de første 4-10 kilometer overhalet af nogle stykker, men vi aftalte at vi nok skulle hente dem på stigningen. Efter ca. 14 kilometer startede stigningen. En stigning som strakte sig over 4 kilometer. Vi satte et seriøst godt tempo og overhalede en masse pressede soldater op af bjerget. Mine lår begyndte lige så stille at styrer mere og mere til, og da vi nåede toppen og det flade stykke var som en kæmpe befrielse. Vi kunne nu se Nilsson og en anden fra delingen lige foran os, og begyndte derfor at løbe for at hente dem. Men de hørte os, og begyndte også at løbe, så vi opgav det igen. Vi opholdte os blande den forreste 3. del, så vi var ganske tilfredse. Kun 4 fra delingen var foran os, så det skulle nok gå. Vi holdte et pænt tempo, og vores gennemsnits hastighed var omkring de 6,5 km/t også med stigningen. Efter 21 km kunne vi pludselig se Nilsson og den anden fra delingen bag os, de var gået forkert, og var nu bag os. De hentede os dog og kom op på siden af os. Klokken var lidt over 8 og temperaturen var sneget sig op på 27 grader, så jeg besluttede mig for at tage den med ro, da jeg godt kunne mærke at min sukkerbalance var i det røde felt. Vi kom ind i lejren i tiden 4 timer og 4 minutter, og vi havde i alt holdt 4 minutters tissepause som det eneste. Så alt i alt var det en fin tid, og nok til en 49. plads ud af 130 ca.
Jeg havde indkøbt nye strømper til turen, og prøvede for første gang at gå med 2 par strømper, men det var en fornuftig beslutning, og jeg var sluppet for vabler. Men resten af søndagen blev der slappet af og benene blev plejet. Vi fik dog både en medalje og en ”sild” til uniformen plus et diplom for vores anstrengelser. Om aftenen var der arrangeret grillarrangement for hele kompagniet. Der var også givet go på at nyde en øl. Så jeg fik nydt en stor ½ liters Fosters til maden, hvilket bestemt ikke var dårligt.
Mandag morgen var tiden igen kommet til en uge i Jelling. Mandag var det min gruppe som havde vagten til klokken 24, så den dag er der ikke meget at berette om.
Tirsdag havde vi endnu en belgisk gruppe på besøg i Jelling og vi fik vist dem rundt i vores område. Hvilket også disse var meget imponeret over. Det var også dagen hvor delingen for første gang i mange uger blev samlet igen. Vores 3. gruppe kom tilbage fra leave, og vi er nu resten af tiden samlet i delingen.
I dag har vi sovet længe, og vi stod først op ved 09.30 tiden og har nu bare drevet tiden med et spil Risk og andet godt. Vi skal klokken 15.00 ud og kører en patrulje i mit albanske område. Jeg glæder mig til at komme ud til mine kontakter igen, da jeg ikke har talt med alle siden jeg tog på leave midt i juni.
I morgen er det min gruppes tur til 24 timers vagt i Jelling, og resten af ugen er der ikke det store på programmet. Vi har dog helikopter flyvning på programmet lørdag, men lad os nu se. Det er hidtil blevet aflyst alle gangene, så vi er begyndt ikke at sætte næsen for højt op efter noget helikopter. En gruppe fra 3. deling var også den anden dag impliceret i et uheld med en helikopter. De skulle på en opgave oppe i bjergene, og skulle derfor indsættes med helikopter. Klokken var omkring 05.00 og der var stadig en smule mørkt. Helikopteren som de sidder i overser derfor en el-ledning, og da den flyver lavt kapper den denne over. Dette resulterer i flere timers strømmangel i Cabre og næsten hele Mitrovica. Dette var ikke specielt heldigt, men ingen kom noget til så det var altid noget…
Der er sket det at vores frisør hernede er gået på 2 ugers ferie. Dette er resulteret i at jeg har besluttet mig for at blive klippet med maskine på trin 2. Så mit skæg er nu længere end mit 2 milimeter lange hår. Planen er at det nu bare skal vokse den sidste måned inden jeg skal hjem, og så skal det lige klippes til i siderne inden jeg kommer hjem. Så skulle det være klar igen. J
Det var alt for denne gang. Nu vil jeg lige have lidt at spise og klargøre til vores patrulje klokken 15. Jeg lover at der ikke går så lang tid inden næste opdatering. Nu skulle der være mere ro på den næste tid.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
onsdag, juli 2
Tilbage i Kosovo!
Hej igen!
Så er jeg atter tilbage i Kosovo, og klar til sidste etape på 46 dage, altså rundt regnet 1½ måned. Jeg har afrejse fra Kosovo på det sidste fly som går mod Danmark den 17. august. De første hold fra Danmark ankommer allerede den 10. eller 11. august. Min deling rejser hjem den 13., altså på det første fly hjem, da vi også var den første deling hernede. Men jeg er den eneste konstabel fra min deling som bliver her. Min delingsfører, vores næstkommanderende, gruppefører 2 og jeg er de eneste 4 som skal blive. Min gruppefører skal starte i Slagelse på sin nye uddannelse umiddelbart lige efter vi kommer hjem. Så jeg har sagt at jeg godt kan blive her så han kan komme hjem og lige puste lidt ud inden han skal i gang igen. Dette betyder også at det er mig som kommer til at overdrage det meste til det nye hold – hvilket jeg selvfølgeligt glæder mig meget til.
Temperaturen på min FAB gik her klokken 21.30 under de 27 grader. Men har det meste af dagen lagt på 31 grader, og varmere udenfor. Så vi er godt nok kommet fra 2 kolde uger i DK til tropiske temperature. Det tager nok lige et stykke tid at vende sig til varmen igen, og jeg har kæmpet meget i dag. Lige meget hvad du laver er det med sved på panden.
Min leave i Danmark har været super super god, jeg har fået nået det jeg gerne ville og lidt til. Det har krævet meget streng planlægning og til tider et hektisk tempo af en ferie at være, men jeg har nydt hvert minut. Har været i København for at gå lidt i byen, være i sommerhus og besøge kammerater. Derud over har jeg været til fødselsdag i Jelling, været ved grænsen, holdt grillfest og fejret min søsters fødselsdag. Det er dog også blevet til nogle timers afslapning med min xbox. Jeg har tilbragt ferien med familie, venner og en del tid med Nilsson. Vi har regnet ud at på de 15 dages leave har vi set hinanden 10 af dagene, trods det vi bor sammen hernede og går op af hinanden 24/7.
Jeg rejste fra Aalborg mandag eftermiddag klokken 13.30 mod København. En frisk lille tur på 40 minutter, og så var vi i Kbh. I Kbh mødes os fra Aalborg med et andet hold fra Billund. De sad og var ved at spise lidt mad på en restaurant i lufthavnen. Vi besluttede os at gøre dem ved selskab, og jeg købte et lille stykke lasagne til bare 115,- Vi skulle flyve fra Kbh. mod Wien omkring klokken 16. På et tidspunkt efter vi har spist vil vi lige se om de har fundet ud af hvilken gate vores fly flyver fra. Her opdager vi så at der ud for vores fly står canceled med store bogstaver. Vi opsøger derfor informationen for at høre hvad planen så er. De kan de umiddelbart ikke tage stilling til, og giver os derfor en værdikupon på 75,- Den kan man tilfældigvis lige få en stor fadøl for. Så vi slog os ned og bevæbnede os men en fadøl og tålmodighed. 4 timer senere havde de fundet en løsning på vores problem. Vi fik udleveret taxaboner og besked på at tage til SAS hotel og indkvartere os og så flyve fra Kbh. næste dag klokken 11. Humøret var meget højt, og folk kunne da godt bruge en ekstra dag i Danmark med lidt øl. Vi blev på SAS hotel indkvarteret på hvert sit værelse, og folk begyndte at låne civilt tøj af hinanden. Jeg havde det meste undtagen sko, og måtte derfor låne Nilssons løbesko. Resten kørte i Fields og købte sko, bukser, og trøje for 300-400. Efter en meget fin, men ikke specielt mættende 2 retters i hotellets restaurant (betalt af SAS) var vi klar til at komme i byen. Nogle startede i hotellets lobby bar, andre på hotellets kasino. Men Nilsson, Stensig og jeg valgte at starte ude i byen. Vi gik derfor de 5 minutters gang til Rådhuspladsen og startede på Rosie McGees. Her faldte vi tilfældigvis i snak med en albaner som havde familie i Kosovo, og så skulle vi ikke mere betale for vores øl. Da vi havde drukket et par øl med den meget begejstrede albaner gik vi videre til Heidis beerbar hvor Livgarden havde arrangeret ekstra åbningstid grundet deres 350 års jubilæum i Bella centeret samme aften. Her droppede der mange fra Livgarden forbi, og vi fik hilst på nogle kammerater fra Livgarden. Efter lidt tid kørte vi til Café Rust som Livgarden også havde lånt, her hilste vi på flere kammerater, og inden vi så os om var klokken 04.45 og vi skulle mødes næste morgen klokken 09.15. Så jeg besluttede mig for at tage en taxa hjem. Nåede lige at få nogle timers søvn inden jeg igen skulle op og mødes med de andre så vi kunne komme til lufthavnen… Vi mødte aldrig de andre i byen, og hvad de har lavet vil jeg slet ikke skrive om på denne pæne blog. Men jeg tror at et par stykker af dem glæder sig meget til næste lønningsdag og at de nu ikke skal bruge penge i et stykke tid.
Vi skulle ud på verdens længste omvej. Klokken 11 skulle vi flyve fra Kbh. til STOCKHOLM (og ja, vi skulle stadig til Kosovo). Her skulle vi vente i ca. 4 timer, hvor efter vi skulle flyve til Zürich, igen vente, og så til Skopje. Vi landede i Skopje, efter en spændende tur med Macedonian Airlines splinternye fly, omkring midnat. Her blev vi hentet af en KFOR bus og kørt til Camp Olaf Rye. Vi ankom i lejren klokken 02.45 og nu var det tid til at få lidt søvn. Vi havde nemlig været så heldige, at mange småbørnsfamilier også havde valgt at rejse med de fly vi skulle med. Så det var nærmest umuligt at få søvn.
Vi fik lov til at sove længe i morges, vi vågnede dog alligevel af os selv omkring middag. Solen havde ubarmhjertigt stået og varmet vores FAB. Så allerede var vi vågnede var vi badet i sved. Nu var vi godt nok tilbage i varmen. Vi skulle først mødes klokken 14.45 til eftersyn og pakning af biler. Men klokken 12.30 var vi alle i gang. Vores 2. gruppe havde været så hjælpsomme og flinke at de allerede havde lavet eftersynene på vores biler. Så vi skulle kun pakke, vedligeholde våben, lade vores magasiner op igen og få gjort os 110% klar med alt igen. Så klokken 17 var vi fuldstændig klar til hvad der kunne komme af opgaver.
Resten af ugen byder på noget marchtræning, patruljer heraf 1 med en belgisk gruppe i Mitrovica, idræt osv. Så vi starter allerede nu med at komme ind i rytmen vi gav slip på for et par uger siden.
Jeg kan godt mærke at jeg ikke kun har været hjemme i 1 uge, men at det denne gang var 2 uger. Man skal lige op i gear igen, men det tror jeg bestemt allerede vi er i morgen tidlig igen. Noget andet jeg har bemærket er at jeg er utroligt rastløs. Efter jeg havde spist klokken 18 har jeg bare gået rundt og rundt. Keder mig helt sindssygt og kan slet ikke vende mig til alt det man kunne lave derhjemme, ikke liiige er så nemt hernede. Men det skal nok komme, jeg kedede mig jo ikke før jeg kom hjem på leave. Så jeg skal nok komme ind i den rytme også.
Det var alt for denne gang!
// Anders Kjærsgaard – 11AX - out
Så er jeg atter tilbage i Kosovo, og klar til sidste etape på 46 dage, altså rundt regnet 1½ måned. Jeg har afrejse fra Kosovo på det sidste fly som går mod Danmark den 17. august. De første hold fra Danmark ankommer allerede den 10. eller 11. august. Min deling rejser hjem den 13., altså på det første fly hjem, da vi også var den første deling hernede. Men jeg er den eneste konstabel fra min deling som bliver her. Min delingsfører, vores næstkommanderende, gruppefører 2 og jeg er de eneste 4 som skal blive. Min gruppefører skal starte i Slagelse på sin nye uddannelse umiddelbart lige efter vi kommer hjem. Så jeg har sagt at jeg godt kan blive her så han kan komme hjem og lige puste lidt ud inden han skal i gang igen. Dette betyder også at det er mig som kommer til at overdrage det meste til det nye hold – hvilket jeg selvfølgeligt glæder mig meget til.
Temperaturen på min FAB gik her klokken 21.30 under de 27 grader. Men har det meste af dagen lagt på 31 grader, og varmere udenfor. Så vi er godt nok kommet fra 2 kolde uger i DK til tropiske temperature. Det tager nok lige et stykke tid at vende sig til varmen igen, og jeg har kæmpet meget i dag. Lige meget hvad du laver er det med sved på panden.
Min leave i Danmark har været super super god, jeg har fået nået det jeg gerne ville og lidt til. Det har krævet meget streng planlægning og til tider et hektisk tempo af en ferie at være, men jeg har nydt hvert minut. Har været i København for at gå lidt i byen, være i sommerhus og besøge kammerater. Derud over har jeg været til fødselsdag i Jelling, været ved grænsen, holdt grillfest og fejret min søsters fødselsdag. Det er dog også blevet til nogle timers afslapning med min xbox. Jeg har tilbragt ferien med familie, venner og en del tid med Nilsson. Vi har regnet ud at på de 15 dages leave har vi set hinanden 10 af dagene, trods det vi bor sammen hernede og går op af hinanden 24/7.
Jeg rejste fra Aalborg mandag eftermiddag klokken 13.30 mod København. En frisk lille tur på 40 minutter, og så var vi i Kbh. I Kbh mødes os fra Aalborg med et andet hold fra Billund. De sad og var ved at spise lidt mad på en restaurant i lufthavnen. Vi besluttede os at gøre dem ved selskab, og jeg købte et lille stykke lasagne til bare 115,- Vi skulle flyve fra Kbh. mod Wien omkring klokken 16. På et tidspunkt efter vi har spist vil vi lige se om de har fundet ud af hvilken gate vores fly flyver fra. Her opdager vi så at der ud for vores fly står canceled med store bogstaver. Vi opsøger derfor informationen for at høre hvad planen så er. De kan de umiddelbart ikke tage stilling til, og giver os derfor en værdikupon på 75,- Den kan man tilfældigvis lige få en stor fadøl for. Så vi slog os ned og bevæbnede os men en fadøl og tålmodighed. 4 timer senere havde de fundet en løsning på vores problem. Vi fik udleveret taxaboner og besked på at tage til SAS hotel og indkvartere os og så flyve fra Kbh. næste dag klokken 11. Humøret var meget højt, og folk kunne da godt bruge en ekstra dag i Danmark med lidt øl. Vi blev på SAS hotel indkvarteret på hvert sit værelse, og folk begyndte at låne civilt tøj af hinanden. Jeg havde det meste undtagen sko, og måtte derfor låne Nilssons løbesko. Resten kørte i Fields og købte sko, bukser, og trøje for 300-400. Efter en meget fin, men ikke specielt mættende 2 retters i hotellets restaurant (betalt af SAS) var vi klar til at komme i byen. Nogle startede i hotellets lobby bar, andre på hotellets kasino. Men Nilsson, Stensig og jeg valgte at starte ude i byen. Vi gik derfor de 5 minutters gang til Rådhuspladsen og startede på Rosie McGees. Her faldte vi tilfældigvis i snak med en albaner som havde familie i Kosovo, og så skulle vi ikke mere betale for vores øl. Da vi havde drukket et par øl med den meget begejstrede albaner gik vi videre til Heidis beerbar hvor Livgarden havde arrangeret ekstra åbningstid grundet deres 350 års jubilæum i Bella centeret samme aften. Her droppede der mange fra Livgarden forbi, og vi fik hilst på nogle kammerater fra Livgarden. Efter lidt tid kørte vi til Café Rust som Livgarden også havde lånt, her hilste vi på flere kammerater, og inden vi så os om var klokken 04.45 og vi skulle mødes næste morgen klokken 09.15. Så jeg besluttede mig for at tage en taxa hjem. Nåede lige at få nogle timers søvn inden jeg igen skulle op og mødes med de andre så vi kunne komme til lufthavnen… Vi mødte aldrig de andre i byen, og hvad de har lavet vil jeg slet ikke skrive om på denne pæne blog. Men jeg tror at et par stykker af dem glæder sig meget til næste lønningsdag og at de nu ikke skal bruge penge i et stykke tid.
Vi skulle ud på verdens længste omvej. Klokken 11 skulle vi flyve fra Kbh. til STOCKHOLM (og ja, vi skulle stadig til Kosovo). Her skulle vi vente i ca. 4 timer, hvor efter vi skulle flyve til Zürich, igen vente, og så til Skopje. Vi landede i Skopje, efter en spændende tur med Macedonian Airlines splinternye fly, omkring midnat. Her blev vi hentet af en KFOR bus og kørt til Camp Olaf Rye. Vi ankom i lejren klokken 02.45 og nu var det tid til at få lidt søvn. Vi havde nemlig været så heldige, at mange småbørnsfamilier også havde valgt at rejse med de fly vi skulle med. Så det var nærmest umuligt at få søvn.
Vi fik lov til at sove længe i morges, vi vågnede dog alligevel af os selv omkring middag. Solen havde ubarmhjertigt stået og varmet vores FAB. Så allerede var vi vågnede var vi badet i sved. Nu var vi godt nok tilbage i varmen. Vi skulle først mødes klokken 14.45 til eftersyn og pakning af biler. Men klokken 12.30 var vi alle i gang. Vores 2. gruppe havde været så hjælpsomme og flinke at de allerede havde lavet eftersynene på vores biler. Så vi skulle kun pakke, vedligeholde våben, lade vores magasiner op igen og få gjort os 110% klar med alt igen. Så klokken 17 var vi fuldstændig klar til hvad der kunne komme af opgaver.
Resten af ugen byder på noget marchtræning, patruljer heraf 1 med en belgisk gruppe i Mitrovica, idræt osv. Så vi starter allerede nu med at komme ind i rytmen vi gav slip på for et par uger siden.
Jeg kan godt mærke at jeg ikke kun har været hjemme i 1 uge, men at det denne gang var 2 uger. Man skal lige op i gear igen, men det tror jeg bestemt allerede vi er i morgen tidlig igen. Noget andet jeg har bemærket er at jeg er utroligt rastløs. Efter jeg havde spist klokken 18 har jeg bare gået rundt og rundt. Keder mig helt sindssygt og kan slet ikke vende mig til alt det man kunne lave derhjemme, ikke liiige er så nemt hernede. Men det skal nok komme, jeg kedede mig jo ikke før jeg kom hjem på leave. Så jeg skal nok komme ind i den rytme også.
Det var alt for denne gang!
// Anders Kjærsgaard – 11AX - out
torsdag, juni 12
Snart i DK!
Hey!
I dag er der kun 2½ dag til jeg kommer hjem på ferie i DK!
Det er igen tid til en lille opdatering hernede fra.
Vejret har på det seneste været meget skiftende. Den ene dag er der høj sol, om natten tordner det og næste dag er der overskyet med regnbyger. Men hver dag er der lunt, og temperaturen er altid mellem 22-30 grader. I dag er vejret en smule overskyet og temperaturen er omkring 24 grader.
Weekenden tilbragte vi som sagt i Jelling. Der har været meget roligt hernede på det seneste, og vi har ikke haft de store ”accidents” fra nogle af parterne. Så tiden i Jelling er meget stille og rolig. Vi går march og kører patruljer derude fra, så tiden går lidt stærkere.
Søndag var nogle fra delingen, heriblandt Nilsson og Jakobsen fra min gruppe, inde og spille en beachvolley turnering. Disse turneringer bliver arrangeret af en kaptajn som er velfærdsofficer hernede (grøn baret / møglåg) Nu lyder det måske lidt tøsset at begynde at kritiserer manden, men der er altså bare noget med grøn baretter og os kamptropper med sorte baretter. Så det har generelt været meget svært for os at nå gennem mange ting i disse konkurrencer. Vi baskede så alle meget meget hårdt i en stærkmands konkurrence sidste søndag. Der fik de ikke et ben til jorden, men det er heller ikke nemt at gøre dette svært for os. Tilbage til historien: I søndags var heller ingen undtagelse. Da vi fik udleveret kampprogrammet kunne vi konstaterer at alle vores hold fra Mech Inf stort set var sat op mod hinanden, og det var en umulighed at få 2 af vores hold i finalen. Vores hold faldt fra, og vores sidste håb var Nilsson og Jakobsen som desværre måtte sig slået i semifinalen af et hold fra Estland. Både dem og esterne havde været igennem et hårdt program med 4-5 lange kampe for at nå dertil. I finalen skulle esterne overraskende møde et hold møglåg fra Staben (samme sted som kaptajnen også kommer fra). De var nået til finalen på bare 2 kampe, og havde stadig masser af energi, og kunne derfor slå 2 meget trætte estere og løbe af med sejren… Hvis ikke Kosovo er korrupt nok i forvejen, så staben det!
Jeg er godt nok en dårlig taber, og jeg var ikke engang med. Hehe. Jeg bærer normalt ikke nag, men bliver irriteret over sådanne ting. Men jeg skulle bare lige af med det. (Jeg snakker også godt med nogle grøn baretter)
Mandag morgen blev vi afløst i Camp Jelling af 3. deling. Derefter var det hjem og få vedligeholdt vores ting samt pakket ud. Min gruppe skulle nemlig overtage Eagle-beredskabet (15 minutter) klokken 08.45. Når vi er på dette beredskab skal vi opholde os i lejren, og hvis vi skifter tøj skal vi altid have en sportstaske med vores kampuniform og støvler med os. Vores 2 GD’er (en slags jeep med plads til 4) er pakket og holder klar foran det sted som styrer alt i lejren kaldet TOC’en (Tactical Operation Center) Så hvis en alarm går er vi klar til at løbe hen til vores køretøjer, hoppe i vores kampuniform (hvis vi ikke allerede har den på) og kører ud af hovedporten. Resten af mandagen var vi bare klar og forholdte os i lejren.
Tirsdag morgen gik jeg af dette beredskab, da jeg skulle på en anden opgave. Jeg skulle nemlig omskoles til vores GD. Jeg var den eneste mand i hele delingen, og næsten i hele kompagniet som ikke var blevet dette. Vi startede klokken 09 med 15 minutters teori, herefter jeg selvstændigt læse en lille time i en bog om køretøjet. Så fik vi noget middagsmad, og klokken 12 mødtes jeg med min lærer igen. Så gennemgik vi motoren på køretøjet og hvordan man lave de forskellige eftersyn på denne. Omkring klokken 13 kørte vi 30 minutter til en fransklejr. Her fandt vi en stor parkeringsplads hvor vi opsatte 4 kegler som jeg skulle køre 20, 25 og 30 km/t igennem. Efter disse 3 turer kørte vi tilbage til lejren igen, og klokken 14.15 da vi ankom til Olaf Rye igen var jeg omskolet. Jeg er godt nok glad for endeligt at være omskolet. Specielt pga. det faktum at jeg har været i forsvaret i 22 måneder og at de endelig har fundet tid til at gøre det. Som I kan hører er det jo et længere projekt og ikke bare lige sådan (bemærk den tykke ironi)
Men forstå mig ret, jeg er meget glad for endelig at være omskolet til et af forsvarets køretøjer. Det er noget som hjælper mig senere i Forsvaret, da de taget omkring 3 dage at blive omskolet derhjemme. Om aftenen var vi til individuel samtale med vores delingsfører for at høre hvordan vi klarer os hernede osv. Det gik også godt, og det er lækkert at vide hvor man står, og evt. ting man skal arbejde med.
Onsdag kørte 3 andre nyomskolede, en senior sergent og jeg ud i terrænet for at blive ekstra omskolet. Med omskolingen jeg fik tirsdag var det kun tilladt for mig at kører på fastbanet vej. Men nu skulle vi ud og kører i seriøse bjerge og af smalle geddestier i Kosovo. Det var en super fed dag og vores køretøjer var sprøjtemalet med mudder da vi var færdige. Så efter en bilvask fik jeg min sidste omskoling, og jeg må nu kører overalt!
I går aftes var jeg oppe og bruge 1½ time på at tegne en kalke over en lang patrulje på 7 timer til i dag. Da jeg var færdig og havde afleveret denne fik jeg beskeden om at patruljen var aflyst og jeg skulle tegne en til et helt andet område.
Denne patrulje skulle som sagt køres i morges, men der skulle kun bruges 3 mand til patruljen, så jeg fik mulighed for at sidde over. Dette var dejligt, for det er meget længe siden jeg sidst har siddet over en patrulje. Så jeg har bare slappet af i dag og fået set lidt TV og halvsovet lidt.
I morgen skal jeg kører en patrulje i mit albanske område. Dette er mest bare for at komme ind til mine kontakter og få sagt på gensyn, og at jeg ikke besøger dem i et par uger. Jeg skal have en kaptajn med som sidder i vores efterretningafdeling. Det er dem man henvender sig til før og efter man kører en patrulje. De fortæller en hvad de gerne vil have at man undersøger og spørger om på patruljen. Efter patruljen kommer man så med svar og skriver en patruljerapport til dem. Efter jeg har overtaget det albanske område og har været gruppefører i 3 uger er jeg begyndt at snakke meget med denne kaptajn. Han har før været med gruppen ude, men det var i min sergents serbiske område, så jeg spurgte ham om han ikke ville med i mit område. Planen er at han går med mig ind sammen med en tolk, og at han skifter sine flotte kaptajn stjerner ud med et flottere konstabel mærke. På den måde vækker han ikke opsigt og lader stadig mig fører ordet. Så det glæder jeg mig meget til.
Om aftenen skal der ske noget helt genialt godt! Det er noget som gruppen har stået for, og jeg kan desværre ikke afslører mere nu af frygt for folk i gruppen vil læse det. Men dette får i helt sikkert også at hører på min leave.
Lørdag skal hele min gruppe til en amerikansk lejr (HVOR DE HAR EN BURGER KING!!!) og shoppe lidt i deres butik, hvor man finder alt fra det mest hightech elektronik til pistacienødder. Alt dette til en synderligt billig pris fordi man sparer momsen og lidt mere. Om aftenen skal vi på en god restaurant som en god afslutning inden vi rejser på leave.
Bussen fra lejren mod lufthavnen kører allerede søndag morgen klokken 04.00 så jeg er allerede i Aalborg lufthavn omkring klokken 15.30. Jeg glæder mig sindssygt meget!
Dette indlæg har været en smule negativt præget, men tag ikke felt af at jeg har det super godt hernede. Tror faktisk aldrig at humøret hernede har været på højt som det har været på det seneste. Vi har det godt, og jeg nyder meget at være her. Dog glæder jeg mig meget til at komme hjem på leave og se min familie og venner.
Jeg har købt en antenne til min computer af en mand hernede som står for noget elektronik hernede. Men den har jeg gjort det muligt at kunne se EM fodbold!!! Vi har ikke kunne se det da de kanaler vi kan tage på TV’et ikke sender. Men nu kan jeg på computeren tune ind på en serbisk kanal som sender alle kampene. Det har været en stor sejr, og når man ser bort fra en smule sne på signalet så er det verdensklasse. Nilsson og jeg overvejer nu at kræve penge for at komme ind på vores FAB for at se fodbold.
Kort opdate på Nilsson: Nilsson har været ude og kører et par timers patrulje. Hans indre ur vækkede ham allerede klokken 06 i morges. Dette betød at han allerede havde spist morgenmad og gjort sig klar allerede inden jeg havde tænkt på at stå op. Men dette har nu givet bagslag, og han ligger pt. i sengen ved siden af mig og sover. Vi glæder os begge meget til at komme hjem, og har allerede lagt planer om vores byture i vores leave. Så jeg glæder mig til at komme hjem til fødselsdag i Jelling den 27.
Knap er i Jelling med sin deling, og jeg talte kort med ham da han var inde i lejren i morges.
Alt for denne gang, vi ses snart i DK!
// Anders Kjærsgaard – 11 AX
I dag er der kun 2½ dag til jeg kommer hjem på ferie i DK!
Det er igen tid til en lille opdatering hernede fra.
Vejret har på det seneste været meget skiftende. Den ene dag er der høj sol, om natten tordner det og næste dag er der overskyet med regnbyger. Men hver dag er der lunt, og temperaturen er altid mellem 22-30 grader. I dag er vejret en smule overskyet og temperaturen er omkring 24 grader.
Weekenden tilbragte vi som sagt i Jelling. Der har været meget roligt hernede på det seneste, og vi har ikke haft de store ”accidents” fra nogle af parterne. Så tiden i Jelling er meget stille og rolig. Vi går march og kører patruljer derude fra, så tiden går lidt stærkere.
Søndag var nogle fra delingen, heriblandt Nilsson og Jakobsen fra min gruppe, inde og spille en beachvolley turnering. Disse turneringer bliver arrangeret af en kaptajn som er velfærdsofficer hernede (grøn baret / møglåg) Nu lyder det måske lidt tøsset at begynde at kritiserer manden, men der er altså bare noget med grøn baretter og os kamptropper med sorte baretter. Så det har generelt været meget svært for os at nå gennem mange ting i disse konkurrencer. Vi baskede så alle meget meget hårdt i en stærkmands konkurrence sidste søndag. Der fik de ikke et ben til jorden, men det er heller ikke nemt at gøre dette svært for os. Tilbage til historien: I søndags var heller ingen undtagelse. Da vi fik udleveret kampprogrammet kunne vi konstaterer at alle vores hold fra Mech Inf stort set var sat op mod hinanden, og det var en umulighed at få 2 af vores hold i finalen. Vores hold faldt fra, og vores sidste håb var Nilsson og Jakobsen som desværre måtte sig slået i semifinalen af et hold fra Estland. Både dem og esterne havde været igennem et hårdt program med 4-5 lange kampe for at nå dertil. I finalen skulle esterne overraskende møde et hold møglåg fra Staben (samme sted som kaptajnen også kommer fra). De var nået til finalen på bare 2 kampe, og havde stadig masser af energi, og kunne derfor slå 2 meget trætte estere og løbe af med sejren… Hvis ikke Kosovo er korrupt nok i forvejen, så staben det!
Jeg er godt nok en dårlig taber, og jeg var ikke engang med. Hehe. Jeg bærer normalt ikke nag, men bliver irriteret over sådanne ting. Men jeg skulle bare lige af med det. (Jeg snakker også godt med nogle grøn baretter)
Mandag morgen blev vi afløst i Camp Jelling af 3. deling. Derefter var det hjem og få vedligeholdt vores ting samt pakket ud. Min gruppe skulle nemlig overtage Eagle-beredskabet (15 minutter) klokken 08.45. Når vi er på dette beredskab skal vi opholde os i lejren, og hvis vi skifter tøj skal vi altid have en sportstaske med vores kampuniform og støvler med os. Vores 2 GD’er (en slags jeep med plads til 4) er pakket og holder klar foran det sted som styrer alt i lejren kaldet TOC’en (Tactical Operation Center) Så hvis en alarm går er vi klar til at løbe hen til vores køretøjer, hoppe i vores kampuniform (hvis vi ikke allerede har den på) og kører ud af hovedporten. Resten af mandagen var vi bare klar og forholdte os i lejren.
Tirsdag morgen gik jeg af dette beredskab, da jeg skulle på en anden opgave. Jeg skulle nemlig omskoles til vores GD. Jeg var den eneste mand i hele delingen, og næsten i hele kompagniet som ikke var blevet dette. Vi startede klokken 09 med 15 minutters teori, herefter jeg selvstændigt læse en lille time i en bog om køretøjet. Så fik vi noget middagsmad, og klokken 12 mødtes jeg med min lærer igen. Så gennemgik vi motoren på køretøjet og hvordan man lave de forskellige eftersyn på denne. Omkring klokken 13 kørte vi 30 minutter til en fransklejr. Her fandt vi en stor parkeringsplads hvor vi opsatte 4 kegler som jeg skulle køre 20, 25 og 30 km/t igennem. Efter disse 3 turer kørte vi tilbage til lejren igen, og klokken 14.15 da vi ankom til Olaf Rye igen var jeg omskolet. Jeg er godt nok glad for endeligt at være omskolet. Specielt pga. det faktum at jeg har været i forsvaret i 22 måneder og at de endelig har fundet tid til at gøre det. Som I kan hører er det jo et længere projekt og ikke bare lige sådan (bemærk den tykke ironi)
Men forstå mig ret, jeg er meget glad for endelig at være omskolet til et af forsvarets køretøjer. Det er noget som hjælper mig senere i Forsvaret, da de taget omkring 3 dage at blive omskolet derhjemme. Om aftenen var vi til individuel samtale med vores delingsfører for at høre hvordan vi klarer os hernede osv. Det gik også godt, og det er lækkert at vide hvor man står, og evt. ting man skal arbejde med.
Onsdag kørte 3 andre nyomskolede, en senior sergent og jeg ud i terrænet for at blive ekstra omskolet. Med omskolingen jeg fik tirsdag var det kun tilladt for mig at kører på fastbanet vej. Men nu skulle vi ud og kører i seriøse bjerge og af smalle geddestier i Kosovo. Det var en super fed dag og vores køretøjer var sprøjtemalet med mudder da vi var færdige. Så efter en bilvask fik jeg min sidste omskoling, og jeg må nu kører overalt!
I går aftes var jeg oppe og bruge 1½ time på at tegne en kalke over en lang patrulje på 7 timer til i dag. Da jeg var færdig og havde afleveret denne fik jeg beskeden om at patruljen var aflyst og jeg skulle tegne en til et helt andet område.
Denne patrulje skulle som sagt køres i morges, men der skulle kun bruges 3 mand til patruljen, så jeg fik mulighed for at sidde over. Dette var dejligt, for det er meget længe siden jeg sidst har siddet over en patrulje. Så jeg har bare slappet af i dag og fået set lidt TV og halvsovet lidt.
I morgen skal jeg kører en patrulje i mit albanske område. Dette er mest bare for at komme ind til mine kontakter og få sagt på gensyn, og at jeg ikke besøger dem i et par uger. Jeg skal have en kaptajn med som sidder i vores efterretningafdeling. Det er dem man henvender sig til før og efter man kører en patrulje. De fortæller en hvad de gerne vil have at man undersøger og spørger om på patruljen. Efter patruljen kommer man så med svar og skriver en patruljerapport til dem. Efter jeg har overtaget det albanske område og har været gruppefører i 3 uger er jeg begyndt at snakke meget med denne kaptajn. Han har før været med gruppen ude, men det var i min sergents serbiske område, så jeg spurgte ham om han ikke ville med i mit område. Planen er at han går med mig ind sammen med en tolk, og at han skifter sine flotte kaptajn stjerner ud med et flottere konstabel mærke. På den måde vækker han ikke opsigt og lader stadig mig fører ordet. Så det glæder jeg mig meget til.
Om aftenen skal der ske noget helt genialt godt! Det er noget som gruppen har stået for, og jeg kan desværre ikke afslører mere nu af frygt for folk i gruppen vil læse det. Men dette får i helt sikkert også at hører på min leave.
Lørdag skal hele min gruppe til en amerikansk lejr (HVOR DE HAR EN BURGER KING!!!) og shoppe lidt i deres butik, hvor man finder alt fra det mest hightech elektronik til pistacienødder. Alt dette til en synderligt billig pris fordi man sparer momsen og lidt mere. Om aftenen skal vi på en god restaurant som en god afslutning inden vi rejser på leave.
Bussen fra lejren mod lufthavnen kører allerede søndag morgen klokken 04.00 så jeg er allerede i Aalborg lufthavn omkring klokken 15.30. Jeg glæder mig sindssygt meget!
Dette indlæg har været en smule negativt præget, men tag ikke felt af at jeg har det super godt hernede. Tror faktisk aldrig at humøret hernede har været på højt som det har været på det seneste. Vi har det godt, og jeg nyder meget at være her. Dog glæder jeg mig meget til at komme hjem på leave og se min familie og venner.
Jeg har købt en antenne til min computer af en mand hernede som står for noget elektronik hernede. Men den har jeg gjort det muligt at kunne se EM fodbold!!! Vi har ikke kunne se det da de kanaler vi kan tage på TV’et ikke sender. Men nu kan jeg på computeren tune ind på en serbisk kanal som sender alle kampene. Det har været en stor sejr, og når man ser bort fra en smule sne på signalet så er det verdensklasse. Nilsson og jeg overvejer nu at kræve penge for at komme ind på vores FAB for at se fodbold.
Kort opdate på Nilsson: Nilsson har været ude og kører et par timers patrulje. Hans indre ur vækkede ham allerede klokken 06 i morges. Dette betød at han allerede havde spist morgenmad og gjort sig klar allerede inden jeg havde tænkt på at stå op. Men dette har nu givet bagslag, og han ligger pt. i sengen ved siden af mig og sover. Vi glæder os begge meget til at komme hjem, og har allerede lagt planer om vores byture i vores leave. Så jeg glæder mig til at komme hjem til fødselsdag i Jelling den 27.
Knap er i Jelling med sin deling, og jeg talte kort med ham da han var inde i lejren i morges.
Alt for denne gang, vi ses snart i DK!
// Anders Kjærsgaard – 11 AX
fredag, juni 6
Langt om længe
Dobar dan!
Det er efterhånden et stykke tid siden jeg sidst har skrevet herinde. Det findes der er god grund til, og det har været mangel af tid. Men nu er der lige et pusterum, så det er tid til at få samlet lidt op på tiden hernede.
Som jeg nævnte sidst skulle vi ud på en lille 7 kilometers march. Nilsson og jeg valgte at gå den sammen, og vi gav den god gas. Nu er 7 kilometer med alt vores grej jo ikke det værste vi har været ude for. Vi har før gået en tur på omkring 30 km. Så vi småløb næsten hele vejen for at have det godt med os selv bagefter.
Lørdag var min gruppe på det højeste beredskab på 15 minutter, hvilket betyder at vi skal opholde os i lejren så vi er klar. Vejret var med os, så vi fik slikket lidt sol og slappet fuldstændigt af. Sent lørdag aften røg vi over til en befaling ang. søndagens program. Det var meningen at det skulle have været en afslappe dag for hele delingen med noget rengøring osv. Det blev i stedet til en dag i Mitrovica. Der bor både kosovoalbanerer og kosovoserberer i Mitrovica, og de bor i forskellige områder klods op af hinanden. Det har på det seneste været nogle små ”accidents” omring et område derinde. Dette skyldes at de ikke har helt styr på hvilke marker de forskellige ejer. Så når albanerne er kommet op for at høste på noget serberne mener er deres – ja så bliver der problemer. Vi rykkede derind omkring klokken 07.00 søndag morgen. Vi havde de tunge kørertøjer med derind, og da vi ankom dannede vi med disse en skærm hvor vi kunne være i midten af helt uforstyrret. Så skiftedes vi til i grupperne at gå en 2 timers fodpatrulje gennem området og tale lidt med de lokale. Vejret var super godt, og med temperaturer omkring de 30, og min gruppe skulle gå fra 10-12. Jeg meldte mig frivilligt til at gå med vores store radio på omkring 15-20 kilo som har en lang rækkevidde, og ville sikrer os en sikker forbindelse til vores delingsfører. Dette kom jeg senere til at bøde for. Vores patrulje gik fint, og vi kom igennem meget forskelligt terræn, og fik talt med de lokale. Vi besluttede os for at skære genvej på tilbage vejen, og tage den i fugleflugt til vores køretøjer. Dette betød at vi inden vi så os for stod midt i en albaners have. Så mens familien sad på terrassen og nød en kop kaffe kom 8 soldater med alt grej på, pænt gående fra deres have og lige forbi dem. Vi blev meget overraskede, men familien tog det stille og roligt – de fortrak faktisk ikke en mine. De hilste pænt mens de roste os og det arbejde vi gør i landet. Den var nok ikke gået i DK. Der så ikke ud til, og lød ikke til at være nogle problemer overhovedet. Klokken 15 indså de høje herre i form af de øverste chefer som havde sent os derud, at alt var stille og roligt og kaldte os hjem igen. Klokken 16 blev der affyret skud fra selv samme område. Dette beviser bare at vores tilstedeværelse har kæmpe betydning.
Mandag morgen var det igen tid til 1 uge i Jelling. Her fik vi os lidt en overraskelse da vi kom ud. Der var blevet lavet en hel del siden vi sidst havde været der. Teltene er blevet overdækket med noget net som giver os nogenlunde skygge hele dagen. Ud over dette er vores wc’er også blevet moderniseret en hel del. Super lækkert!
Vi kørte mandag eftermiddag en patrulje derude fra, i vores serbiske område. Efter denne patrulje var det ind til Olaf Rye og få skrevet patrulje rapport og få trænet lidt. Vi var tilbage i Jelling omkring klokken 21 igen. Så gjaldt det bare om at komme i posen og få lidt søvn. Vi skulle nemlig på en 15 kilometers march om natten klokken 04.00. Jeg var den første i posen og hørte ikke at vores sergent befalede alle i posen klokken 22. Jeg vågnede klokken 01.30 ved at min sergent var ved at komme i tøj, kiggede på mit ur og konstaterede at klokken var 01.30, og at jeg kunne sove 2 timer længere, vendte mig om og gav mig til at sove igen. ”Kjærsgaard, du skal op” – lød det senere. Jeg følte lige at jeg var faldet i søvn og kiggede derfor på mit ur: 01.33. Jeg gjorde opmærksom på at vi først skulle gå klokken 04 og havde aftalt at vi skulle op klokken 03.30. Men det ville min sergent ikke høre på, og sagde at vi skulle komme i tøj. Historien i dette er resultatet af en typisk militær ting, og efterfølgende logisk militær tankegang. Det viste sig at 3 mand var kommet for sent i seng. 1 var kommet i seng 22.06, en anden 22.11 og den sidste 22.23. Det giver i alt 40 minutter, så er han large og trækker 1 minut fra, da hans ur jo selvfølgeligt kunne være lidt foran. Så er vi på 39 minutter som vi ganger med 3 personer som kom for sent i seng. Det er 117 minutter som vi så trækker fra klokken 03.30. Det giver et resultat på omkring 2 timer, derfor var det jo pære logisk at vi skulle op klokken 01.33. Klokken 02 forlod vi Jelling og begav os ud på de 15 kilometers nattemarch med alt vores grej på os. Denne tur tog os 2 timer og 40 minutter med 35 minutters pause ud af denne tid, da vi havde et par stykker som skulle have bundet deres fødder ind undervejs. Dette skulle jeg også have overvejet, for min strømpe havde siddet en anelse forkert og dette resulterede i en kæmpe vabel på højre hæl. Så jeg måtte lide og halte rundt et stykke tid inden den gik i sig selv igen.
Onsdag var dagen hvor min gruppe havde vagten i 24 i Jelling, så der er ikke det store at berette om.
I går kørte vi en patrulje i mit albanske område. Vi var kun 4 mand med på patruljen, da min sergent og en anden fra gruppen havde andre opgaver, og vores PMV-kører og vognkommandør skulle lave vores PMV (det tunge bæltekøretøj som af civilister som jer bliver kaldt en tank på larvefødder) Men patruljen startede ud med en punktering og så måtte Ferraris pit-arbejder i gang, og der gik ikke længe før vi rullede ud af pitten igen. Jeg besøgte de kontakter som var hjemme, og det gik godt, og jeg fik en masse oplysninger som jeg skulle. Jeg havde arrangeret et møde med ejeren af en mel-mølle som ligger i byen. Her var jeg inde og se hvordan de maler melet fra det kommer ind til det færdige produkt. Det var meget spændende da de ikke helt bruger de samme maskiner som vi gør derhjemme. Disse maskiner var nok afløseren til den som blev trukket rundt af heste eller okser. Men de laver noget af Kosovos fineste mel som kaldes 400 fordi det er så fint malet.
I morges blev vi erstattet af en fransk deling klokken 07.00 i Jelling. Dette gjorde vi med henblik på at kunne deltage i en stor kompagni øvelse inde i et forladt område i Mitovica. Vores fører blev informeret lidt over 10, og klokken 11 var vi alle klar til at kører ud. 15 køretøjer af den store slags bragede lidt efter ind gennem Mitrovica og ud til det forladte område. Her blev vi mødt at demonstranter som var udklædte estiske soldater som vi til dagligt arbejder sammen med. De havde opsat en roadblock som vi få minutter senere bragede ind i gennem, og så var øvelsen virkeligt i gang. Der blev kastet med dele fra biler, dører, karme, pinde i alle størrelse, kæppe, lægter og andet godt. Jeg var i dag med som gruppefører da min sergent skulle være næstkommanderende i delingen. Dette betyder at jeg ikke er udstyret med et skjold, men med gevær i stedet. På et tidspunkt bliver der kastet gas, og jeg skal forrest med 3 andre frem efter en PMV. Momenterne/demonstranterne har så bare ikke fattet at respekterer gassen. Vi kunne af gode grunde ikke kaste alt det gas vi havde lyst til, da der bor folk rundt omkring. Men det resulterer i at jeg på vej frem bliver mødt af 7-10 demonstranter som fra siden kaster massive mængder at de førnævnte materialer efter os. Jeg løber mens jeg håber på det bedste, lige til en kæmpe bjælke rammer mig på låret. På det tidspunkt giver det mig kun mere gejst, og jeg glemmer ekstra godt rundt om grebet på min knippel. Vi gennemfører banen 2 gange, og med super gode resultater. Så vi er en meget stolt flok dragoner fra Holstebro som vender hjem til en velfortjent sodavand i Olaf Rye.
Jeg kan nu efterfølgende mærke at den bjælke har givet mig et kæmpe blåt mærke på låret, og det er nu meget meget ømt.
Jeg har hørt fra mine forældre at både Nilssons og Knaps familie og læser min blog, da det er sparsomt med deres opkald til DK. Hehe. Så jeg vil lige give jer en update på dem også.
Nilsson blev i dag ramt af en flyvende dør, og har fået lidt skræmmer i panden og på overarmen. Men han er ved godt mod og jeg har gjort meget for at trøste ham igen. =) Han er pt. På beachvolley banen og træne til et stort Camp Olaf Rye mesterskab på søndag.
Knap er som altid i godt humør. Han blev i dag ramt af en klods på hjelmen som resulterede i at hans visir gik i stykker og røg af hjelmen. Så han måtte ind og sidde i en PMV til der igen var ro på og han kunne komme ud. Knap er pt. på sin FAB og har lige været herinde efter vores delingsfilm.
Så alt i alt en meget action fyldt og pisse god dag. Efter aftensmaden har vi ikke haft noget på programmet, og der bliver nu slikket sår og slappet af i hele kompagniet. I morgen drager vi atter til Jelling for at tage de sidste dage derude inden vi bliver afløst mandag morgen.
Diverse:
Jeg har langt om længe modtaget min pakke med AaB-grej og ekstra shorts. Så jeg har pyntet vores FAB op med AaB plakater og AaB flag. Nilsson har dog fået lov til at beholde lidt væg hvor der er plads til et Vejle flag eller et billede af familien. Væggen er stadig tom, så udsmykning til denne modtages gerne. Ud over det har vi fået lavet et lille lager herinde og indrettet vores køleskab med vand og andet godt. Så nu har vi altid vand, faxekondi og kildevand på køl i denne varme tid.
Mit overskæg vokser stadig, og jeg har været ovre og investerer i en skægtrimmer for at kunne holde det ved lige. Jeg tror ikke det ryger af før jeg kommer hjem på leave.
Der skulle også være dugfriske nye billeder fra i søndags hvor vi var i Mitrovica, de findes i højre side af denne side ->
Puh, det var en lang omgang. Men det var alt for denne gang.
9 dage til jeg er i DK
// Anders K – 11 AX
Det er efterhånden et stykke tid siden jeg sidst har skrevet herinde. Det findes der er god grund til, og det har været mangel af tid. Men nu er der lige et pusterum, så det er tid til at få samlet lidt op på tiden hernede.
Som jeg nævnte sidst skulle vi ud på en lille 7 kilometers march. Nilsson og jeg valgte at gå den sammen, og vi gav den god gas. Nu er 7 kilometer med alt vores grej jo ikke det værste vi har været ude for. Vi har før gået en tur på omkring 30 km. Så vi småløb næsten hele vejen for at have det godt med os selv bagefter.
Lørdag var min gruppe på det højeste beredskab på 15 minutter, hvilket betyder at vi skal opholde os i lejren så vi er klar. Vejret var med os, så vi fik slikket lidt sol og slappet fuldstændigt af. Sent lørdag aften røg vi over til en befaling ang. søndagens program. Det var meningen at det skulle have været en afslappe dag for hele delingen med noget rengøring osv. Det blev i stedet til en dag i Mitrovica. Der bor både kosovoalbanerer og kosovoserberer i Mitrovica, og de bor i forskellige områder klods op af hinanden. Det har på det seneste været nogle små ”accidents” omring et område derinde. Dette skyldes at de ikke har helt styr på hvilke marker de forskellige ejer. Så når albanerne er kommet op for at høste på noget serberne mener er deres – ja så bliver der problemer. Vi rykkede derind omkring klokken 07.00 søndag morgen. Vi havde de tunge kørertøjer med derind, og da vi ankom dannede vi med disse en skærm hvor vi kunne være i midten af helt uforstyrret. Så skiftedes vi til i grupperne at gå en 2 timers fodpatrulje gennem området og tale lidt med de lokale. Vejret var super godt, og med temperaturer omkring de 30, og min gruppe skulle gå fra 10-12. Jeg meldte mig frivilligt til at gå med vores store radio på omkring 15-20 kilo som har en lang rækkevidde, og ville sikrer os en sikker forbindelse til vores delingsfører. Dette kom jeg senere til at bøde for. Vores patrulje gik fint, og vi kom igennem meget forskelligt terræn, og fik talt med de lokale. Vi besluttede os for at skære genvej på tilbage vejen, og tage den i fugleflugt til vores køretøjer. Dette betød at vi inden vi så os for stod midt i en albaners have. Så mens familien sad på terrassen og nød en kop kaffe kom 8 soldater med alt grej på, pænt gående fra deres have og lige forbi dem. Vi blev meget overraskede, men familien tog det stille og roligt – de fortrak faktisk ikke en mine. De hilste pænt mens de roste os og det arbejde vi gør i landet. Den var nok ikke gået i DK. Der så ikke ud til, og lød ikke til at være nogle problemer overhovedet. Klokken 15 indså de høje herre i form af de øverste chefer som havde sent os derud, at alt var stille og roligt og kaldte os hjem igen. Klokken 16 blev der affyret skud fra selv samme område. Dette beviser bare at vores tilstedeværelse har kæmpe betydning.
Mandag morgen var det igen tid til 1 uge i Jelling. Her fik vi os lidt en overraskelse da vi kom ud. Der var blevet lavet en hel del siden vi sidst havde været der. Teltene er blevet overdækket med noget net som giver os nogenlunde skygge hele dagen. Ud over dette er vores wc’er også blevet moderniseret en hel del. Super lækkert!
Vi kørte mandag eftermiddag en patrulje derude fra, i vores serbiske område. Efter denne patrulje var det ind til Olaf Rye og få skrevet patrulje rapport og få trænet lidt. Vi var tilbage i Jelling omkring klokken 21 igen. Så gjaldt det bare om at komme i posen og få lidt søvn. Vi skulle nemlig på en 15 kilometers march om natten klokken 04.00. Jeg var den første i posen og hørte ikke at vores sergent befalede alle i posen klokken 22. Jeg vågnede klokken 01.30 ved at min sergent var ved at komme i tøj, kiggede på mit ur og konstaterede at klokken var 01.30, og at jeg kunne sove 2 timer længere, vendte mig om og gav mig til at sove igen. ”Kjærsgaard, du skal op” – lød det senere. Jeg følte lige at jeg var faldet i søvn og kiggede derfor på mit ur: 01.33. Jeg gjorde opmærksom på at vi først skulle gå klokken 04 og havde aftalt at vi skulle op klokken 03.30. Men det ville min sergent ikke høre på, og sagde at vi skulle komme i tøj. Historien i dette er resultatet af en typisk militær ting, og efterfølgende logisk militær tankegang. Det viste sig at 3 mand var kommet for sent i seng. 1 var kommet i seng 22.06, en anden 22.11 og den sidste 22.23. Det giver i alt 40 minutter, så er han large og trækker 1 minut fra, da hans ur jo selvfølgeligt kunne være lidt foran. Så er vi på 39 minutter som vi ganger med 3 personer som kom for sent i seng. Det er 117 minutter som vi så trækker fra klokken 03.30. Det giver et resultat på omkring 2 timer, derfor var det jo pære logisk at vi skulle op klokken 01.33. Klokken 02 forlod vi Jelling og begav os ud på de 15 kilometers nattemarch med alt vores grej på os. Denne tur tog os 2 timer og 40 minutter med 35 minutters pause ud af denne tid, da vi havde et par stykker som skulle have bundet deres fødder ind undervejs. Dette skulle jeg også have overvejet, for min strømpe havde siddet en anelse forkert og dette resulterede i en kæmpe vabel på højre hæl. Så jeg måtte lide og halte rundt et stykke tid inden den gik i sig selv igen.
Onsdag var dagen hvor min gruppe havde vagten i 24 i Jelling, så der er ikke det store at berette om.
I går kørte vi en patrulje i mit albanske område. Vi var kun 4 mand med på patruljen, da min sergent og en anden fra gruppen havde andre opgaver, og vores PMV-kører og vognkommandør skulle lave vores PMV (det tunge bæltekøretøj som af civilister som jer bliver kaldt en tank på larvefødder) Men patruljen startede ud med en punktering og så måtte Ferraris pit-arbejder i gang, og der gik ikke længe før vi rullede ud af pitten igen. Jeg besøgte de kontakter som var hjemme, og det gik godt, og jeg fik en masse oplysninger som jeg skulle. Jeg havde arrangeret et møde med ejeren af en mel-mølle som ligger i byen. Her var jeg inde og se hvordan de maler melet fra det kommer ind til det færdige produkt. Det var meget spændende da de ikke helt bruger de samme maskiner som vi gør derhjemme. Disse maskiner var nok afløseren til den som blev trukket rundt af heste eller okser. Men de laver noget af Kosovos fineste mel som kaldes 400 fordi det er så fint malet.
I morges blev vi erstattet af en fransk deling klokken 07.00 i Jelling. Dette gjorde vi med henblik på at kunne deltage i en stor kompagni øvelse inde i et forladt område i Mitovica. Vores fører blev informeret lidt over 10, og klokken 11 var vi alle klar til at kører ud. 15 køretøjer af den store slags bragede lidt efter ind gennem Mitrovica og ud til det forladte område. Her blev vi mødt at demonstranter som var udklædte estiske soldater som vi til dagligt arbejder sammen med. De havde opsat en roadblock som vi få minutter senere bragede ind i gennem, og så var øvelsen virkeligt i gang. Der blev kastet med dele fra biler, dører, karme, pinde i alle størrelse, kæppe, lægter og andet godt. Jeg var i dag med som gruppefører da min sergent skulle være næstkommanderende i delingen. Dette betyder at jeg ikke er udstyret med et skjold, men med gevær i stedet. På et tidspunkt bliver der kastet gas, og jeg skal forrest med 3 andre frem efter en PMV. Momenterne/demonstranterne har så bare ikke fattet at respekterer gassen. Vi kunne af gode grunde ikke kaste alt det gas vi havde lyst til, da der bor folk rundt omkring. Men det resulterer i at jeg på vej frem bliver mødt af 7-10 demonstranter som fra siden kaster massive mængder at de førnævnte materialer efter os. Jeg løber mens jeg håber på det bedste, lige til en kæmpe bjælke rammer mig på låret. På det tidspunkt giver det mig kun mere gejst, og jeg glemmer ekstra godt rundt om grebet på min knippel. Vi gennemfører banen 2 gange, og med super gode resultater. Så vi er en meget stolt flok dragoner fra Holstebro som vender hjem til en velfortjent sodavand i Olaf Rye.
Jeg kan nu efterfølgende mærke at den bjælke har givet mig et kæmpe blåt mærke på låret, og det er nu meget meget ømt.
Jeg har hørt fra mine forældre at både Nilssons og Knaps familie og læser min blog, da det er sparsomt med deres opkald til DK. Hehe. Så jeg vil lige give jer en update på dem også.
Nilsson blev i dag ramt af en flyvende dør, og har fået lidt skræmmer i panden og på overarmen. Men han er ved godt mod og jeg har gjort meget for at trøste ham igen. =) Han er pt. På beachvolley banen og træne til et stort Camp Olaf Rye mesterskab på søndag.
Knap er som altid i godt humør. Han blev i dag ramt af en klods på hjelmen som resulterede i at hans visir gik i stykker og røg af hjelmen. Så han måtte ind og sidde i en PMV til der igen var ro på og han kunne komme ud. Knap er pt. på sin FAB og har lige været herinde efter vores delingsfilm.
Så alt i alt en meget action fyldt og pisse god dag. Efter aftensmaden har vi ikke haft noget på programmet, og der bliver nu slikket sår og slappet af i hele kompagniet. I morgen drager vi atter til Jelling for at tage de sidste dage derude inden vi bliver afløst mandag morgen.
Diverse:
Jeg har langt om længe modtaget min pakke med AaB-grej og ekstra shorts. Så jeg har pyntet vores FAB op med AaB plakater og AaB flag. Nilsson har dog fået lov til at beholde lidt væg hvor der er plads til et Vejle flag eller et billede af familien. Væggen er stadig tom, så udsmykning til denne modtages gerne. Ud over det har vi fået lavet et lille lager herinde og indrettet vores køleskab med vand og andet godt. Så nu har vi altid vand, faxekondi og kildevand på køl i denne varme tid.
Mit overskæg vokser stadig, og jeg har været ovre og investerer i en skægtrimmer for at kunne holde det ved lige. Jeg tror ikke det ryger af før jeg kommer hjem på leave.
Der skulle også være dugfriske nye billeder fra i søndags hvor vi var i Mitrovica, de findes i højre side af denne side ->
Puh, det var en lang omgang. Men det var alt for denne gang.
9 dage til jeg er i DK
// Anders K – 11 AX
mandag, maj 26
Vagt ved grænsen
Hej igen.
Sidder her på min FAB og skriver i shorts og T-shirt. Blæseren kører på fuld drøn, mens både vindue og dør er åbent. Temperaturen siger nu (20.00) omkring 23 grader og den var i dag omkring de 33 grader. Så det har været en pænt varm dag hvor man ikke har haft lyst til at lave det store.
Det var så de 5 dage ved den Serbiske grænse – heldigvis da. Det var godt nok ikke særligt spændende da. Hver gruppe havde 7 vagter af hver 6 timers varighed, og det var godt nok nogle dræbere nogle gange. Det er normalt franskmændenes område, og kun midlertidigt at vi har overtaget det, og det er vi glade for. Der findes forskellige vagter deroppe. Radiovagt hvor du passer radioen og svarer på meldinger til dig, så er der en observationspost hvor du står og kigger mod Serbien. Ud over dette er der et fast check-point lige før grænsen hvor der står 3mand og searcher biler for ulovlige ting. Den sidste er 2 mand som sidder ved en lille grænseovergang som er ideal for smugling. På denne vagt sker der absolut ingenting, og man ser gerne omkring 3-4 biler på den 6 timers vagt. Det er dog præsteret at folk har siddet deroppe i 6 timer uden at se en eneste bil.
Ugen startede ikke så godt, da vi fik 7 ud af 8 mand i 3. gruppe indlagt på infirmeriet med dårlig mave. Vi har ikke helt kunne finde frem til hvad det stammer fra. Men heldigvis blev ingen fra min gruppe ramt. Vi måtte derfor låne en gruppe i andre delinger som på skift kom ud og hjalp og med at tage vagter. Vores 2. gruppe er stadig hjemme på leave, og lander igen i aften, efter 2 uger i DK.
Vil ikke berette så meget fra de seneste dage deroppe, for der er intet at fortælle, og jeg er bange for at I falder i søvn. Det eneste vi lavede når vi ikke var på vagt var at sove, spise og spille Risk. Onsdag aften var jeg dog en anelse bitter over at være på vagt mens der blev spillet Champions league finale. For ikke at nævne lørdag hvor der var karneval i Aalborg, og AaB spillede sidste hjemmekamp mod OB. Der blev godt nok sendt mange tanker hjem til DK. Men jeg klarede det, og har besluttet mig for at jeg vil til karneval næste år og mange år frem. Det skal være fast planlagt i mange år.
I dag blev vi afløst af 3. deling ved grænsen, og nu var det deres tur til at tage de sidste 6 dage inden franskmændene overtager igen. Da vi kom hjem i morges var der meget som skulle vedligeholdes, vaskes og gøres rent. Efter alt dette var der et ugentligt møde om den kommende uge og hvilke opgaver som skal løses. Ved 16-tiden blev det tid til at slappe af og få et dejligt KOLDT bad.
Hele denne uge er min deling på maksimum 30 minutters beredskab, og har hele ugen 2 grupper på 30 minutter og 1 gruppe på 15 minutter. Sidstnævnte skiftes vi til at have hver 3. dag.
3. gruppe starter med de ”Eagle” (som det hedder når man er på 15 minutters beredskab) i morgen, og min gruppe skal på patrulje i vores albanske område. Min delingsfører er stadig i USA, og har 1 uge tilbage af sin leave. Så jeg er stadig gruppefører for 1. gruppe, og skal derfor arbejde igennem denne uge også. Onsdag og lørdag er min gruppe på ”Eagle” og vi skal blive i lejren og lave ting herinde.
Det er generelt en ”blød” uge ovenpå en hård sidste uge, og torsdag skal vi have talt alt vores udstyr op for nu at se om vi mangler noget, hvorefter vi skal kører en patrulje i vores serbiske område.
Fredag morgen skal vi ud og gå en lille march på små 7 kilometer med fuld udrustning, hvorefter vi slutter dagen af med en patrulje om aftenen til 22.
Søndag er næsten ren afslapning, og sidste dag uden vores delingsfører. Her skal vi gøre vores FAB ren og til nogle møder om aftenen. Så alt i alt en forhåbentligt stille og rolig uge.
Der er i dag 20 dage til jeg kommer 2 uger hjem til lille Danmark, og jeg glæder mig meget. Jeg har det stadig helt kanon hernede, og har ikke i et sekund fortrudt at jeg er taget herned. Hver gang man besøger lokale bliver man gang på gang mindet om hvor glade de er for vores indsats og tilstedeværelse. Det er altid det hele værd, og jeg føler at vi gør en forskel.
Ud over dette har jeg ikke så meget for denne gang. Jeg har fået tilladelse til at anlægge skæg, og jeg er i fuld gang med at anlægge fuldskæg. Det er dog kun lidt for sjov, da de fleste andre i gruppen også er ved det samme. Har ikke barberet mig siden mandag i sidste uge, og det er efterhånden ved at have en god længde. Jeg fører klart over de andre, men lur mig om ikke det er væk når jeg lander i Danmark den 15. juni.
Til mormor: Jeg prøvede at ringe i dag på både hjemme- og mobiltelefon, men prøver igen tirsdag eller onsdag.
Tak for denne gang til mine trofaste læsere og specielt hilsen til Lones svigerfar Kaj. Har hørt rygter om at han følger godt med herinde, og det er jeg meget glad for.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
Sidder her på min FAB og skriver i shorts og T-shirt. Blæseren kører på fuld drøn, mens både vindue og dør er åbent. Temperaturen siger nu (20.00) omkring 23 grader og den var i dag omkring de 33 grader. Så det har været en pænt varm dag hvor man ikke har haft lyst til at lave det store.
Det var så de 5 dage ved den Serbiske grænse – heldigvis da. Det var godt nok ikke særligt spændende da. Hver gruppe havde 7 vagter af hver 6 timers varighed, og det var godt nok nogle dræbere nogle gange. Det er normalt franskmændenes område, og kun midlertidigt at vi har overtaget det, og det er vi glade for. Der findes forskellige vagter deroppe. Radiovagt hvor du passer radioen og svarer på meldinger til dig, så er der en observationspost hvor du står og kigger mod Serbien. Ud over dette er der et fast check-point lige før grænsen hvor der står 3mand og searcher biler for ulovlige ting. Den sidste er 2 mand som sidder ved en lille grænseovergang som er ideal for smugling. På denne vagt sker der absolut ingenting, og man ser gerne omkring 3-4 biler på den 6 timers vagt. Det er dog præsteret at folk har siddet deroppe i 6 timer uden at se en eneste bil.
Ugen startede ikke så godt, da vi fik 7 ud af 8 mand i 3. gruppe indlagt på infirmeriet med dårlig mave. Vi har ikke helt kunne finde frem til hvad det stammer fra. Men heldigvis blev ingen fra min gruppe ramt. Vi måtte derfor låne en gruppe i andre delinger som på skift kom ud og hjalp og med at tage vagter. Vores 2. gruppe er stadig hjemme på leave, og lander igen i aften, efter 2 uger i DK.
Vil ikke berette så meget fra de seneste dage deroppe, for der er intet at fortælle, og jeg er bange for at I falder i søvn. Det eneste vi lavede når vi ikke var på vagt var at sove, spise og spille Risk. Onsdag aften var jeg dog en anelse bitter over at være på vagt mens der blev spillet Champions league finale. For ikke at nævne lørdag hvor der var karneval i Aalborg, og AaB spillede sidste hjemmekamp mod OB. Der blev godt nok sendt mange tanker hjem til DK. Men jeg klarede det, og har besluttet mig for at jeg vil til karneval næste år og mange år frem. Det skal være fast planlagt i mange år.
I dag blev vi afløst af 3. deling ved grænsen, og nu var det deres tur til at tage de sidste 6 dage inden franskmændene overtager igen. Da vi kom hjem i morges var der meget som skulle vedligeholdes, vaskes og gøres rent. Efter alt dette var der et ugentligt møde om den kommende uge og hvilke opgaver som skal løses. Ved 16-tiden blev det tid til at slappe af og få et dejligt KOLDT bad.
Hele denne uge er min deling på maksimum 30 minutters beredskab, og har hele ugen 2 grupper på 30 minutter og 1 gruppe på 15 minutter. Sidstnævnte skiftes vi til at have hver 3. dag.
3. gruppe starter med de ”Eagle” (som det hedder når man er på 15 minutters beredskab) i morgen, og min gruppe skal på patrulje i vores albanske område. Min delingsfører er stadig i USA, og har 1 uge tilbage af sin leave. Så jeg er stadig gruppefører for 1. gruppe, og skal derfor arbejde igennem denne uge også. Onsdag og lørdag er min gruppe på ”Eagle” og vi skal blive i lejren og lave ting herinde.
Det er generelt en ”blød” uge ovenpå en hård sidste uge, og torsdag skal vi have talt alt vores udstyr op for nu at se om vi mangler noget, hvorefter vi skal kører en patrulje i vores serbiske område.
Fredag morgen skal vi ud og gå en lille march på små 7 kilometer med fuld udrustning, hvorefter vi slutter dagen af med en patrulje om aftenen til 22.
Søndag er næsten ren afslapning, og sidste dag uden vores delingsfører. Her skal vi gøre vores FAB ren og til nogle møder om aftenen. Så alt i alt en forhåbentligt stille og rolig uge.
Der er i dag 20 dage til jeg kommer 2 uger hjem til lille Danmark, og jeg glæder mig meget. Jeg har det stadig helt kanon hernede, og har ikke i et sekund fortrudt at jeg er taget herned. Hver gang man besøger lokale bliver man gang på gang mindet om hvor glade de er for vores indsats og tilstedeværelse. Det er altid det hele værd, og jeg føler at vi gør en forskel.
Ud over dette har jeg ikke så meget for denne gang. Jeg har fået tilladelse til at anlægge skæg, og jeg er i fuld gang med at anlægge fuldskæg. Det er dog kun lidt for sjov, da de fleste andre i gruppen også er ved det samme. Har ikke barberet mig siden mandag i sidste uge, og det er efterhånden ved at have en god længde. Jeg fører klart over de andre, men lur mig om ikke det er væk når jeg lander i Danmark den 15. juni.
Til mormor: Jeg prøvede at ringe i dag på både hjemme- og mobiltelefon, men prøver igen tirsdag eller onsdag.
Tak for denne gang til mine trofaste læsere og specielt hilsen til Lones svigerfar Kaj. Har hørt rygter om at han følger godt med herinde, og det er jeg meget glad for.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
tirsdag, maj 20
Mandag den 19.
Dobar dan!
Pyyyhhh, så blev der lige tid til at få skrevet lidt på bloggen.
Det har været noget af en uge.
Søndag nat rejste vores 2. gruppe hjem på leave, og vores 3. gruppe var stadig hjemme i Danmark. De kom først igen mandag sent om aftenen. Så det betød at 1. gruppe var helt alene i delingen, så vi lavede ikke det store udover at få vedligeholdt vores våben osv. Mandag havde vi alle delingens våben til et årligt våbeneftersyn. Ganske som når biler er til syn, så er våben det også. Vi er lige så, hvis ikke mere afhængige af vores våben som vi er med vores køretøjer. Det gik ikke ganske godt, og grundet en ny regel blev over halvdelen af delingens 28 våben kasseret. Mit våben slap heldigvis igennem og det var kun mit sigte som blev kasseret, men det fik jeg hurtigt nyt af. Det gik ikke bedre for de 2 andre delinger, og pludselig havde det danske forsvar en kæmpe opgave i at få skaffet flere våben pga. deres meget skærpede krav. Nok om det
Først på ugen stod den på en masse idræt og styrketræning. En af dagene var det min kammerat Nilsson som skulle stå for vores idræt, og han valgte (bis surprise) at arrangerer beachvolley for delingen. Da vores 2. gruppe er hjemme på 2 ugers leave var det klart at det skulle være 1. mod 3. gruppe, og den vandt min 1. gruppe selvfølgelig.
Tirsdag var vi på skydebanen og få indskudt vores nye våben og sigte. Udover dette fik vi mulighed for at lave nogle meget realistiske skydninger. Skydebanen hernede er ikke som i Danmark, og der er ikke de samme krav og sikkerheds foranstaltninger. Ellers også bliver de bare ikke taget så seriøst hernede. Men jeg har ikke sagt for meget når jeg siger at vi fik optaget nogle ret gode film. Hehe.
Onsdag fik jeg min nye iPod touch, hvilken jeg er super glad for. Udover det stod den så på patrulje klokken 10. Jeg havde siden mandag været fungerende gruppefører, og nu skulle jeg for første gang ”alene” på patrulje. Der er en masse forberedelse op til en patrulje, og en masse arbejde efter en patrulje. Det har min gruppefører og jeg hidtil delt nogenlunde lige op, og har hjulpet hinanden. Nu var det så bare mig alene til alt dette. Før en patrulje er man inde og tale med en taktisk enhed som er i lejren. Det består af en masse officerer, og det er stort set kun kaptajner og opefter som sidder der. Her henvender sergenten sig altid før og efter en vagt for lige at få seneste nyt osv. Der blev gjort store øjne at en skide konstabel troppede op og skulle have seneste nyt. Men jeg tog det meget stille og roligt, og man er vel nordjyde – så det skulle nok gå alt sammen. Efter patruljen var jeg igen inde og fortælle om hvad jeg havde fået fortalt derude, og jeg fik stor ros. Så for eftertiden blev der ikke gjort store øjne når jeg bankede døren op. Generelt har folk været super venlige og hjælpsomme, og jeg har virkeligt lært meget af den seneste uge. Nu er jeg med til alle møder for befalingsmænd og officerer og de andre sergenter ser ikke ned på mig, men respekterer når jeg har noget at sige. Så jeg er ovenud lykkelig og stolt.
Fredag var der arrangeret grillaften for vores deling. Dette skulle vi gøre ude i terrænet og langt væk fra befolkningen så vi kunne være os selv. Det blev en kæmpe succes, og jeg har sjældent hygget mig så meget hernede. Der blevet lavet alle mulige underlige væddemål og konkurrencer. Det er altid lidt specielt når ens delingsfører er hjemme på leave. Håber ikke han læser dette, men når der ikke er officerer så kan man gøre lidt mere end normalt. Lige meget hvor god en officer han så er, så er det bare aldrig det samme. Grillaftenen sluttede klokken 20, og herefter fortsatte min gruppe og jeg på patrulje. Patruljens formål var at skygge og observerer alt om en person. Denne person er en såkaldt ”urosstifter/ballademager” og hver gruppe har deres egen at holde øje med. Den patrulje sluttede klokken 24, og så var det bare med at komme ind til lejren, få afsluttet og komme i seng.
Lørdag skulle min gruppe og jeg til en fransk lejr og fremvise gruppens ting. Her kom der andre enheder fra både USA, Grækenland, Belgien, Tyskland, Italien og Frankrig. Så det var spændende at se hvilket udstyr og våben de havde sammenlignet med vores. Om aftenen spiste vi på en god restaurant inde i lejren, og jeg fik en kæmpe møg beskidt engelsk bøf og is til dessert. Mmmmh..
Søndag var vi igen på patrulje i mit kosovoalbanske område. Det var en super god patrulje, og jeg har sjældent fået så mange gode informationer på bare en patrulje. Vi startede med et checkpoint fra klokken 10.30. Kørte vores patrulje fra 12-16.30. Jeg var til møde fra 17-18, og gik direkte til et andet møde med delingen fra 18-19.15. Derefter var der tid til lige at spise, og klokken 19.45-22 skrev jeg patruljerapport og en masse andet. Klokken 22.30 lå jeg i min seng. Jeg har nok at se til for tiden, men brokker mig ikke. For et eller andet sted kan jeg godt lide det. Elsker at skulle stå for det hele selv, og selv kunne bestemme. Men lad mig sige at jeg er glad for det det kun er 3 uger.
I morges røg min deling ud til Jelling som nu er 7 dage ad gangen. Men fordi franskmændene i vores lejr er ved at afløse hinanden som vi først skal til august, så har vi nogle af deres opgaver. Franskmændene har en lejr som Camp Jelling oppe ved grænsen til Serbien. Den bemander de som vi gør med Jelling, altså en deling hele tiden. For at gøre det nemmere for dem at komme til lejren bytter vi fra på onsdag. Det betyder at vi kører op og overtager deres lejr ved grænsen, og de tager Camp Jelling. Så det betyder at jeg ikke kommer ind til lejren fra onsdag morgen til mandag morgen. Vi ved ikke helt hvordan det er deroppe, men vi håber at vi kan få slappet lidt af. Vi tager en grill med derop, og har planlagt at grille 2 dage. Men det har jeg helt sikkert mere om i næste indlæg.
DANSKE MESTRE 2008!!! Ja, så blev det AaB klummen. Hold kæft hvor er jeg træt at ikke at være hjemme og opleve dette og karneval i Aalborg. Jeg lå og hørte kampen på P3 i radioen mens jeg løbende fik beskeder fra venner i Danmark om hvor meget de hyggede sig. Hehe. Nu går jeg desværre også klip af Champions league finalen på onsdag. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg overlever alligevel. Nu har jeg allerede overlevet ikke at være hjemme den dag AaB vandt guld, så det andet skal også nok gå.
Det var alt for denne gang.
I må meget gerne kommenterer på indlæggene, stille spørgsmål eller bare sende en hilsen.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
Pyyyhhh, så blev der lige tid til at få skrevet lidt på bloggen.
Det har været noget af en uge.
Søndag nat rejste vores 2. gruppe hjem på leave, og vores 3. gruppe var stadig hjemme i Danmark. De kom først igen mandag sent om aftenen. Så det betød at 1. gruppe var helt alene i delingen, så vi lavede ikke det store udover at få vedligeholdt vores våben osv. Mandag havde vi alle delingens våben til et årligt våbeneftersyn. Ganske som når biler er til syn, så er våben det også. Vi er lige så, hvis ikke mere afhængige af vores våben som vi er med vores køretøjer. Det gik ikke ganske godt, og grundet en ny regel blev over halvdelen af delingens 28 våben kasseret. Mit våben slap heldigvis igennem og det var kun mit sigte som blev kasseret, men det fik jeg hurtigt nyt af. Det gik ikke bedre for de 2 andre delinger, og pludselig havde det danske forsvar en kæmpe opgave i at få skaffet flere våben pga. deres meget skærpede krav. Nok om det
Først på ugen stod den på en masse idræt og styrketræning. En af dagene var det min kammerat Nilsson som skulle stå for vores idræt, og han valgte (bis surprise) at arrangerer beachvolley for delingen. Da vores 2. gruppe er hjemme på 2 ugers leave var det klart at det skulle være 1. mod 3. gruppe, og den vandt min 1. gruppe selvfølgelig.
Tirsdag var vi på skydebanen og få indskudt vores nye våben og sigte. Udover dette fik vi mulighed for at lave nogle meget realistiske skydninger. Skydebanen hernede er ikke som i Danmark, og der er ikke de samme krav og sikkerheds foranstaltninger. Ellers også bliver de bare ikke taget så seriøst hernede. Men jeg har ikke sagt for meget når jeg siger at vi fik optaget nogle ret gode film. Hehe.
Onsdag fik jeg min nye iPod touch, hvilken jeg er super glad for. Udover det stod den så på patrulje klokken 10. Jeg havde siden mandag været fungerende gruppefører, og nu skulle jeg for første gang ”alene” på patrulje. Der er en masse forberedelse op til en patrulje, og en masse arbejde efter en patrulje. Det har min gruppefører og jeg hidtil delt nogenlunde lige op, og har hjulpet hinanden. Nu var det så bare mig alene til alt dette. Før en patrulje er man inde og tale med en taktisk enhed som er i lejren. Det består af en masse officerer, og det er stort set kun kaptajner og opefter som sidder der. Her henvender sergenten sig altid før og efter en vagt for lige at få seneste nyt osv. Der blev gjort store øjne at en skide konstabel troppede op og skulle have seneste nyt. Men jeg tog det meget stille og roligt, og man er vel nordjyde – så det skulle nok gå alt sammen. Efter patruljen var jeg igen inde og fortælle om hvad jeg havde fået fortalt derude, og jeg fik stor ros. Så for eftertiden blev der ikke gjort store øjne når jeg bankede døren op. Generelt har folk været super venlige og hjælpsomme, og jeg har virkeligt lært meget af den seneste uge. Nu er jeg med til alle møder for befalingsmænd og officerer og de andre sergenter ser ikke ned på mig, men respekterer når jeg har noget at sige. Så jeg er ovenud lykkelig og stolt.
Fredag var der arrangeret grillaften for vores deling. Dette skulle vi gøre ude i terrænet og langt væk fra befolkningen så vi kunne være os selv. Det blev en kæmpe succes, og jeg har sjældent hygget mig så meget hernede. Der blevet lavet alle mulige underlige væddemål og konkurrencer. Det er altid lidt specielt når ens delingsfører er hjemme på leave. Håber ikke han læser dette, men når der ikke er officerer så kan man gøre lidt mere end normalt. Lige meget hvor god en officer han så er, så er det bare aldrig det samme. Grillaftenen sluttede klokken 20, og herefter fortsatte min gruppe og jeg på patrulje. Patruljens formål var at skygge og observerer alt om en person. Denne person er en såkaldt ”urosstifter/ballademager” og hver gruppe har deres egen at holde øje med. Den patrulje sluttede klokken 24, og så var det bare med at komme ind til lejren, få afsluttet og komme i seng.
Lørdag skulle min gruppe og jeg til en fransk lejr og fremvise gruppens ting. Her kom der andre enheder fra både USA, Grækenland, Belgien, Tyskland, Italien og Frankrig. Så det var spændende at se hvilket udstyr og våben de havde sammenlignet med vores. Om aftenen spiste vi på en god restaurant inde i lejren, og jeg fik en kæmpe møg beskidt engelsk bøf og is til dessert. Mmmmh..
Søndag var vi igen på patrulje i mit kosovoalbanske område. Det var en super god patrulje, og jeg har sjældent fået så mange gode informationer på bare en patrulje. Vi startede med et checkpoint fra klokken 10.30. Kørte vores patrulje fra 12-16.30. Jeg var til møde fra 17-18, og gik direkte til et andet møde med delingen fra 18-19.15. Derefter var der tid til lige at spise, og klokken 19.45-22 skrev jeg patruljerapport og en masse andet. Klokken 22.30 lå jeg i min seng. Jeg har nok at se til for tiden, men brokker mig ikke. For et eller andet sted kan jeg godt lide det. Elsker at skulle stå for det hele selv, og selv kunne bestemme. Men lad mig sige at jeg er glad for det det kun er 3 uger.
I morges røg min deling ud til Jelling som nu er 7 dage ad gangen. Men fordi franskmændene i vores lejr er ved at afløse hinanden som vi først skal til august, så har vi nogle af deres opgaver. Franskmændene har en lejr som Camp Jelling oppe ved grænsen til Serbien. Den bemander de som vi gør med Jelling, altså en deling hele tiden. For at gøre det nemmere for dem at komme til lejren bytter vi fra på onsdag. Det betyder at vi kører op og overtager deres lejr ved grænsen, og de tager Camp Jelling. Så det betyder at jeg ikke kommer ind til lejren fra onsdag morgen til mandag morgen. Vi ved ikke helt hvordan det er deroppe, men vi håber at vi kan få slappet lidt af. Vi tager en grill med derop, og har planlagt at grille 2 dage. Men det har jeg helt sikkert mere om i næste indlæg.
DANSKE MESTRE 2008!!! Ja, så blev det AaB klummen. Hold kæft hvor er jeg træt at ikke at være hjemme og opleve dette og karneval i Aalborg. Jeg lå og hørte kampen på P3 i radioen mens jeg løbende fik beskeder fra venner i Danmark om hvor meget de hyggede sig. Hehe. Nu går jeg desværre også klip af Champions league finalen på onsdag. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg overlever alligevel. Nu har jeg allerede overlevet ikke at være hjemme den dag AaB vandt guld, så det andet skal også nok gå.
Det var alt for denne gang.
I må meget gerne kommenterer på indlæggene, stille spørgsmål eller bare sende en hilsen.
// Anders Kjærsgaard – 11AX
Abonner på:
Opslag (Atom)