Onsdag den 16. juli

Mira dita!

Så er vi igen helt oppe i tempo.
Der er sket meget siden sidst, og jeg beklager at jeg ikke har fået skrevet så meget herinde. Men det har jeg fraprioriteret til fordel for søvn, patruljer, mad og beachvolley.
Ugen vi kom herned i startede ikke så godt ud. Jeg kunne mærke at jeg ikke var helt på toppen, men jeg troede i starten bare at det var et spørgsmål om lige at vende tilbage efter 2 ugers ferie. Men fredag havde jeg det meget skidt og jeg gik på vores infirmeri, for at finde ud af hvad der var galt. Jeg var forkølet, hostede meget og var meget skidt tilpas. Jeg fik derfor udleveret piller og beordret i seng. Her lå jeg så fredag og lørdag og var kun lige oppe for at spise. Det var meget kedeligt og varmt, for vi har en meget høj temperatur på vores FAB om dagen. Jeg tror grunden til min sygdom stammer fra vores rejse herned igen. Airconditionen i flyene var meget kold, og man gik fra det ene kolde fly ud i 25 graders varme hele tiden. Søndag aften var jeg for første gang oppe af sengen i mere end 20 minutter af gangen. Jeg var ved at blive sindssyg af bare at ligge i sengen mens resten af gruppen lavede alt muligt. De var lørdag eller søndag på svenskernes skydebane og skyde panserværn, TMG og alt muligt andet sjov af. Det var jeg meget ked af ikke at kunne være en del af.
Mandag skulle vi køre patrulje, og jeg havde meldt mig klar til min gruppefører. Men mandag morgen da jeg mødte op ved køretøjerne, fik jeg besked om at jeg sad over i dag. Mest af hensyn til de andre, for ikke at smitte dem. Det blev jeg en smule skuffet over, da mindst en i gruppen allerede var forkølet og hostede en del, han var bare ikke så hårdt ramt som jeg var. Men jeg tog endnu en dag hjemme i lejren.
Mandag som min gruppe netop kørte ud på patrulje gik vores Eagle alarm, dvs. vores hurtige beredskab på 15 minutter blev kaldt ud. Det var denne dag franskmændene som havde dette. Men min gruppe besluttede sig for at blæse ud til stedet hvor der var problemer da de alligevel var på vej i den retning. Da de ankommer, er der en større mængde serbere og albanere samlet i et område i Mitrovica hvor de bor tæt op af hinanden. De har hørt over radioen at der er blevet meldt om våben i området, og de er også kun lige stået ud af køretøjerne da der bliver åbnet ild 50-100 fra dem. De knæler ned, sikrer og begynder at tage alt vores grej på. Der går ikke længe før der bliver affyret 10-20 skud igen meget tæt på. Det er meget svært at lokaliserer da de skyder op i luften og derefter gemmer sig. UNMIC som er en politimyndighed hernede har fattet skjolde og hjelme og er gået i blå kæde. Vi prøver at lade dem styrer folkemængderne, men KFOR er lige bag dem og klar til at tage over hvis de ikke kan styrer det selv.
Serberne er blevet sure over at albanerne er ved at grave nye vandrør ned langs vejen. Det er lidt en gengældelse for en lignende episode for nogle år siden, her var det bare albanerne som blev sure over at serberne gravede i deres område.
En estisk KFOR soldat bliver slået i hovedet, og et kamera bliver ødelagt. Men der kommer forholdsvis hurtigt ro på situationen efter antallet af KFOR soldater stiger. Der er både folk fra Estland, Frankrig og min gruppe fra Danmark. Alt i mens dette sker ligger vores næstkommanderende i delingen og jeg på min FAB og spiser slik mens vi ser Tour de France. Jeg er meget træt af ikke selv at kunne have oplevet dette, men jeg måtte jo ikke komme med ud.
Natten mellem mandag og tirsdag overtager min deling området hvor alt balladen var fundet sted. Esterne som normalt har området skal på en anden opgave, så vi overtager deres opgave. Det er en meget hård tid vi gik i møde, for vi har stadig vores 3. gruppe på leave og er derfor kun 2 grupper i delingen. Vi kører i 6 timers skift, og min gruppe har fra 8-14 og fra 20-02. Så når man ikke var på vagt var vi lejren for at sove og spise. Når man kom ind klokken 02.10 kunne man lige nå 4 timers søvn inden man igen skulle op og på vagt igen.
Mens vi kørte i området var der ro på situationen igen. Albanerne har lovet ikke at grave i nogle dage før en aftale om det er på plads. Vi havde altid 3-4 mand på vejen hvor der blev gravet og 3-4 mand plus tolk gik eller kørte patrulje i området. Vi har så efterfølgende fundet ud af at serberne ikke har et problem med at de graver, de vil bare ikke risikerer at miste deres tryk på vandet, og vil derfor have en ekspert ud før de begynder at grave.
Torsdag er sidste dag vi kører der, og esterne vil igen overtage klokken 17. Men dagen igennem hører vi sindssygt mange skud. Vi melder ind om omkring 7-8 byger på 15-20 skud. Skuddene lyder til at komme fra mit albanske område. Jeg kører derfor med tolken over og taler med nogle af mine kontakter. De kan så fortælle mig at det ikke stammer fra mit område, men fra et område lidt syd for. Vi finder derefter ud af at der har været bryllup i byen, og derfra stammer alle skuddene.
Torsdag aften omkring klokken 19 lyder det over højttalerne i hele lejren: ”SHELTER, SHELTER, SHELTER og en shelter alarm er gået i COR. Dette betyder at lejren bliver angrebet på en eller anden måde. Det betyder at man smider alt hvad man har i hænderne og gør som man er blevet fortalt. Staben (grønne baretter) skal løbe i nogle bunkere langs hegnet for at kunne skyde derfra, nogen skal sørge for at alle har hørt det, og resten skal løbe i en stor bunker for at pille næse og fortælle røverhistorier til hinanden. Men os kamptropper fra Mech Inf Coy skal storme ned og få alt vores udrustning på, og efterfølgende sidde op i vores tunge køretøjer og kører ud i stillinger i lejren for at forsvarer denne. Da alarmen går har vi lige været til delingsmøde, men jeg har lige smidt uniformen og taget mit beachvolley outfit på. Det betyder derfor at jeg spæner over til køretøjerne iført bamudashorts, t-shirt og klip-klappere. Det er et lidt sjovt syn da jeg først får mit grej på og så har shorts og klip-klappere på. Men min gruppe er efter 1 minut klar i køretøjet og vi blæser som den første gruppe ud i stillingen. Her sidder vi af køretøjet, og ligger os ud på volden langs hegnet. På det tidspunkt er det ikke pisse sjovt at have shorts på, da jeg skal ligge oveni tidsler og andet godt. Men jeg får byttet og så er det ikke så slemt endda. Min gruppefører og jeg er de eneste to i gruppen som har shorts på, og de andre hygger sig meget over synet af os. Alt i alt var der mange ting at lærer af øvelsen, og som skal rettes op på meget hurtigt. Der var ingenting til os fra Mech Inf, men en masse ting staben skal gøre bedre. Det er totalt sindssygt at sådan en øvelse først kommer efter vi har været her i 5 måneder, og kun har 1 måned tilbage. Men bedre sent end aldrig har de undskyldt sig med.
Den anden dag var min gruppe og jeg ude i det grønne for at øve den grønne tjeneste igen. Det er efterhånden et stykke tid siden vi sidst har øvet dette. Men det er som at kører på cykel, man glemmer det aldrig helt, og vi fandt også hurtigt takten igen.
Lørdag havde vi en belgisk gruppe med ude og vise dem rundt i vores område. Vi er tidligere blevet vist rundt inde i deres område i Mitrovica, som er det område hvor alle urolighederne fandt sted den 17 marts. De var meget begejstrede over vores område, og det er også betydeligt større end deres område. Alt i alt nogle super fine fyrer, som vi fik snakket meget med. De er også underlagt franskmænd, og de hader dem som pesten. Vi kan heller ikke lide franskmændene, men de direkte hader dem. De har efter at have kørt med os, og talt med os sendt et forslag med deres øverste chef med hjem. Dette forslag lyder på at de bytter ud med det kompagni af franskmænd vi har i vores lejr. Belgierne bor i en stor fransk lejr, og det ville derfor være smartere hvis de byttede denne plads med de franskmænd i vores lejr. Mest fordi hverken belgiere og danskere ikke kan kommunikerer med franskmændene da vi ikke taler fransk. Vi ville kunne få 100 gange mere ud af at arbejde med belgiere, så det er det godt og spændende forslag. Et godt eksempel var dagen hvor vores shelter alarm gik. Jeg blev sendt hen til bunkeren på vores venstre side for at hører hvor meget de kunne se i forhold til hvad vi kunne dække ind osv. Her møder jeg 2 franskmænd og begynder at forklarer mig på engelsk, jeg fortæller dem hvad vi kan se og hvor meget de skal dække. Efter jeg har talt i 30-40 sekunder og de begge stadig bare stirre på mig slår det mig. Så jeg spørger dem om de kan engelsk, hvorpå de bare svarer ”no”. Jeg prøver så godt jeg kan med tegnsprog og fagter, men det er bare ikke godt nok!! Det ville vi aldrig opleve med belgierne.
Natten mellem lørdag og søndag var det tid til den traditionsrige DANCON march på 25,7 kilometer. Uret ringede klokken 04.00 og klokken 04.30 var der kontrolvejning. Vi skulle alle have minimum 10 kg bagage med os, og det havde vi også. Klokken 05.00 gik starten og jeg lagede ud blandt de forreste. En 5-8 stykker løb fra start, men det var mit ambitionsniveau dog ikke til. Så jeg fandt et passende tempo, og dette tempo svarede til min delingsførers. Så vi besluttede at gå marchen sammen. Vi blev på de første 4-10 kilometer overhalet af nogle stykker, men vi aftalte at vi nok skulle hente dem på stigningen. Efter ca. 14 kilometer startede stigningen. En stigning som strakte sig over 4 kilometer. Vi satte et seriøst godt tempo og overhalede en masse pressede soldater op af bjerget. Mine lår begyndte lige så stille at styrer mere og mere til, og da vi nåede toppen og det flade stykke var som en kæmpe befrielse. Vi kunne nu se Nilsson og en anden fra delingen lige foran os, og begyndte derfor at løbe for at hente dem. Men de hørte os, og begyndte også at løbe, så vi opgav det igen. Vi opholdte os blande den forreste 3. del, så vi var ganske tilfredse. Kun 4 fra delingen var foran os, så det skulle nok gå. Vi holdte et pænt tempo, og vores gennemsnits hastighed var omkring de 6,5 km/t også med stigningen. Efter 21 km kunne vi pludselig se Nilsson og den anden fra delingen bag os, de var gået forkert, og var nu bag os. De hentede os dog og kom op på siden af os. Klokken var lidt over 8 og temperaturen var sneget sig op på 27 grader, så jeg besluttede mig for at tage den med ro, da jeg godt kunne mærke at min sukkerbalance var i det røde felt. Vi kom ind i lejren i tiden 4 timer og 4 minutter, og vi havde i alt holdt 4 minutters tissepause som det eneste. Så alt i alt var det en fin tid, og nok til en 49. plads ud af 130 ca.
Jeg havde indkøbt nye strømper til turen, og prøvede for første gang at gå med 2 par strømper, men det var en fornuftig beslutning, og jeg var sluppet for vabler. Men resten af søndagen blev der slappet af og benene blev plejet. Vi fik dog både en medalje og en ”sild” til uniformen plus et diplom for vores anstrengelser. Om aftenen var der arrangeret grillarrangement for hele kompagniet. Der var også givet go på at nyde en øl. Så jeg fik nydt en stor ½ liters Fosters til maden, hvilket bestemt ikke var dårligt.

Mandag morgen var tiden igen kommet til en uge i Jelling. Mandag var det min gruppe som havde vagten til klokken 24, så den dag er der ikke meget at berette om.
Tirsdag havde vi endnu en belgisk gruppe på besøg i Jelling og vi fik vist dem rundt i vores område. Hvilket også disse var meget imponeret over. Det var også dagen hvor delingen for første gang i mange uger blev samlet igen. Vores 3. gruppe kom tilbage fra leave, og vi er nu resten af tiden samlet i delingen.
I dag har vi sovet længe, og vi stod først op ved 09.30 tiden og har nu bare drevet tiden med et spil Risk og andet godt. Vi skal klokken 15.00 ud og kører en patrulje i mit albanske område. Jeg glæder mig til at komme ud til mine kontakter igen, da jeg ikke har talt med alle siden jeg tog på leave midt i juni.
I morgen er det min gruppes tur til 24 timers vagt i Jelling, og resten af ugen er der ikke det store på programmet. Vi har dog helikopter flyvning på programmet lørdag, men lad os nu se. Det er hidtil blevet aflyst alle gangene, så vi er begyndt ikke at sætte næsen for højt op efter noget helikopter. En gruppe fra 3. deling var også den anden dag impliceret i et uheld med en helikopter. De skulle på en opgave oppe i bjergene, og skulle derfor indsættes med helikopter. Klokken var omkring 05.00 og der var stadig en smule mørkt. Helikopteren som de sidder i overser derfor en el-ledning, og da den flyver lavt kapper den denne over. Dette resulterer i flere timers strømmangel i Cabre og næsten hele Mitrovica. Dette var ikke specielt heldigt, men ingen kom noget til så det var altid noget…

Der er sket det at vores frisør hernede er gået på 2 ugers ferie. Dette er resulteret i at jeg har besluttet mig for at blive klippet med maskine på trin 2. Så mit skæg er nu længere end mit 2 milimeter lange hår. Planen er at det nu bare skal vokse den sidste måned inden jeg skal hjem, og så skal det lige klippes til i siderne inden jeg kommer hjem. Så skulle det være klar igen. J

Det var alt for denne gang. Nu vil jeg lige have lidt at spise og klargøre til vores patrulje klokken 15. Jeg lover at der ikke går så lang tid inden næste opdatering. Nu skulle der være mere ro på den næste tid.

// Anders Kjærsgaard – 11AX