Hvil i fred Anders

Hej igen

Først vil jeg gerne sende tanker og ord til KS. Anders Storgård som døde i Afghanistan. Anders var en af mine kammerater fra Livgarden, så jeg er derfor meget ked af at han ikke er hos os mere. Jeg husker ham som en altid glad og topprofessionel soldat. Han havde den vidunderlige egenskab at han altid satte andres behov over sine egne, han var altid klar med gode råd og var meget hjælpsom. Anders var som mig gevær1 i Livgarden, men havde været i forsvaret et stykke længere end mig, så han havde en masse erfaring som jeg kunne suge til mig. Havde fornøjelsen af at opleve ham på vores føreruddannelse, for sergenter og gevær1ere, og her var han altid super skarp og dygtig til sin funktion. Han har i mine øjne alt hvad der kræves af en dygtig fører, og var en af de mest skarpe konstabler som rejste til Afghanistan. Mine tanker går derfor til hans pårørende og mine gutterne fra Livgarden som hver dag kæmper en kamp mod Taliban. Må gud forbyde jer mere modgang for denne gang!

Det er en smule hårdt at sidde herude i Camp Jelling og tænke på det, fordi der er så meget tid til at tænke over tingene. Jeg har indtil nu været ”heldig” med at de døde i Afghanistan ikke har været nogle jeg har haft tilknytning til. Men har altid vist at det en dag kunne ramme en kammerat, og det gjorde det så i går. Har stadig mange kammerater som stadig befinder sig i Afghanistan, og mine tanker har i mange dage gået til dem. Situationen her i Kosovo er langt fra den i Afghanistan, hvor de dagligt ryger i ildkamp med Taliban. Men missionerne kan ikke sammenlignes, i Kosovo bliver der lagt vægt på det menneskelige, dine forhandlingsevner, og din person, det handler om at forhindre en konflikt. I Afghanistan er der krig, her taler du ikke med folk som du gør her, men bekæmper Taliban og terror. Afghanistan er den farligste mission, uden tvivl, men jeg tror Kosovo er en mission hvor du personligt udvikler dig mest.
Jeg er ikke det mindste i tvivl om at danskerne i Afghanistan også gør en kæmpe forskel, for det gør de, og det ved jeg, men jeg var ikke villig til selv at risikerer mit eget liv for missionen. Ingen tvivl om at drengene i Afghanistan allerede har overvejet dette, og har valgt at løbe risikoen, ingen er blevet presset derned.

Det er i skrivende stund torsdag den 27. marts, og jeg sidder på min feltseng i Camp Jelling og letter mit hjerte. Vi ankom herude i tirsdags, hvor Tania fyldte 23, og Peter A bestod tegneprøven, som er første skidt på vejen mod svendeprøven som tømrer. Tillykke til dem begge. Ikke nok med det, Frederikshavn Whitehawks spillede sig i finalen i ishockey!!! Jeg er en smule træt af ikke selv at kunne opleve disse kommende finalekampe.
Min gruppe har haft nattevagten fra 00.00 til 08.00 denne gang, så det har betydet at vi har vendt lidt om på nat og dag herude, og tit har lagt og sovet til et godt stykke over middag. Vi vender i morgen (fredag den 28) tidligt hjem til Camp Olaf Rye igen, og skal på skydebane og finpudse vores skydefærdigheder.

I mandags skulle min gruppe have været ude og kører en patrulje i hele det danske område hernede. Men grundet en varslet demonstration i Mitrovica blev der lavet om på vores plan. Der var rygter om at serberne ville prøve at tage dommerhuset, hvor der sidst var uroligheder, tilbage igen. Der var derfor en mistanke om at det kunne ende som sidst med kaos og skader på militær og civile. Vi fik derfor sent om aftenen ordre på at skulle oprette et ”check-point” hvor vi stopper biler og kigger hvad de har med. Dette for at kunne standse busser med demonstranter og sørge for at der ikke blev smuglet våben.
Mandag morgen da jeg vågnede, var det til lyden af styrtregn på taget, og dette blev bekræftet da jeg begav mig på den sædvanlige tur på wcet – det blev en god dag! Klokken 6-10 stod jeg på posten og noterede og searchede biler. Regn i Danmark er ingenting til det hernede, og når der endelig regner – så regner det også. Bedst som regnen stod på sit højeste og man ikke troede at det kunne blive værre begyndte det også at sne. Klokken 10-14 var det afløsning og vi satte os ind i vores pansrede køretøj og tændte for varmen i håb om at blive tørret en smule. Vi vidste ikke hvor længe vi skulle stå derude, men humøret blev trods alt holdt højt. Regnen ville ingen ende tage, og flere meldte om stenskred, på radioen. Regnen så ud til at have aflyst og pillet vreden ud af demonstranterne, og klokken 15 kørte vi hjem igen. Så var det tid til et længe ventet varmt bad, og et par tørre underbukser.

I tirsdags hvor vi ankom, var der igen varslet en demonstration i Mitrovica, og vi skulle derfor kunne støtte hvor end der skulle blive brug for os herude i Camp Jelling. Der var dog indlagt en lille 5 kilometers hygge march for min gruppe. Vi pakkede alle vores ting i rygsækken, og begav os af sted. Vi var næsten kommet tilbage da vi pludselig skulle hentes, og ud og støtte en anden deling i et ”check-point” Vi var derfor en smule klamme og svedige da vi ankom derude. Vi skulle støtte med at serache busserne som skulle til Mitrovica, så de skulle derfor bruge flere personer til dette. Vi var derude i et par timer og hjalp til, hvorefter vi igen tog til Camp Jelling og fik et bad og tørt tøj på.

Dette var alt for denne gang, nu vil jeg ind i spiseteltet og have noget aftensmad.

// Anders Kjærsgaard – 1 1 Alfa Xray!